Af Ole Kristensen, byrådskandidat for Radikale Venstre.
For snart fire år siden fik Novafos bevilget 63 millioner kroner til at overløbssikre Furesøs søer, især Farum Sø. Det var et klart løfte til borgerne om rent badevand og beskyttelse af vores natur. Men i dag står vi stadig uden resultater. Stadig intet rent badevand. Novafos har haft alle muligheder for at levere – men har fejlet på hele linjen. Borgerne i Furesø er blevet lovet handling, men har kun fået tomme ord og uendelige undskyldninger.
Det er ikke bare inkompetence – det er respektløst over for både borgere og natur. Først blev et projekt opgivet, så kom en ny plan med dobbelt pris, og nu skal vi vente til 2038 på resultater. Det er helt uacceptabelt.
Kaosset stopper ikke her: Novafos har købt og solgt grunde til rensningsanlæg, uden at noget er blevet til noget. Nu overvejer de at placere anlægget uden for deres eget område. Det er amatøragtigt og viser, at Novafos ikke har styr på noget som helst.
Furesø fortjener bedre. Nok er nok! Det er på tide at stille spørgsmålet direkte: Hvorfor skal vi finde os i, at Novafos spilder vores penge og tid? Måske er det tid til at finde en ny partner, der faktisk kan levere løsninger – ikke flere undskyldninger. Vores natur og badevand er ikke til forhandling. Vi kræver handling. Nu.
Krav til handling – nu:
Udarbejd en plan, der angriber problemet fra flere vinkler – ikke kun én løsning, men en samlet strategi.
Kom i gang med at etablere forsinkelsesbassiner, så overløb kan undgås.
Forbedr kloaknettet og begynd straks at separere regnvand fra spildevand.
Undersøg om Farum Rensningsanlæg kan udvide sin kapacitet midlertidigt, indtil der er ny kapacitet til rådighed.
Oplys borgerne om, hvordan de kan hjælpe: Rens og vedligehold egne faskiner, brug LAR-løsninger (lokal afledning af regnvand), og undgå at befæste haver og indkørsler med fliser og terrasser, så regnvandet kan trænge ned i jorden.
Det er på tide, at Furesø får konkrete løsninger – ikke flere undskyldninger. Vi kræver handling, gennemsigtighed og respekt for både borgere og natur. Lad os sammen sikre, at Furesø igen får rent badevand og en natur, vi kan være stolte af!







