“Skovhuset ved Søndersø” stiftet som forening

Hanne Kathrine Krogstrup fremlægger planerne for Skovhuset på den stiftende generalforsamling. Foto: Peter Høvring

På en velbesøgt generalforsamling i Skovhuset blev der torsdag aften stiftet en almennyttig forening med navnet “Skovhuset ved Søndersø”. Der er allerede mere end 150 medlemmer, som vil være med til at drive Skovhuset som et kunst- og kulturtilbud, baseret på frivillig arbejdskraft og en driftsaftale med Furesø Kommune om brugen af huset.
Flere end 50 mennesker havde fundet vej til Skovhuset trods en mørk tur gennem skoven, og der var stor entusiasme over udsigten til at få det smukke gamle hus til at fungere igen til glæde for mange i kommunen. De to initiativtagere, Karen Serena og Birgit Brandt, bød velkommen. Karen Serena orienterede om bestræbelserne indtil nu, og Hanne Kathrine Krogstrup fremlagde den forretningsplan og det budget, som den foreløbige bestyrelse har sendt til Furesø Kommune. En mulig driftsaftale med Skovhuset skal efter planen behandles i Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt den 2. december og godkendes af byrådet 14 dage senere. Det er en forudsætning for at indgå en driftsaftale, at Skovhuset nu har den demokratiske struktur på plads.
På generalforsamlingen valgtes en bestyrelse, som består af Karen Serena, Birgit Brandt, Anne Louise Bahn, Hanne Kathrine Krogstrup, Lone Sigbrand og Kirsten Sunekær. Anette Hansen blev suppleant, og Karsten Jensen og Erik Berg blev valgt som revisorer.

To udstillinger og syng med
Skovhuset viser for tiden to udstillinger, som begge kan opleves til den 15. november. Desuden holder Skovhuset på lørdag den 24. november en “Syng med”- eftermiddag i caféen. Musikerne Peter Wrangel og Ole Sterndorff spiller til fællessang, og denne eftermiddag vil der derfor undtagelsesvist være entrépris.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *