
Af Lene Bang (A) byrådsmedlem
Ligesom mange andre kommuner oplever vi i Furesø store udfordringer med at fastholde og rekruttere uddannet personale til velfærdsområderne. Det gælder især SOSU-medarbejdere, pædagoger og socialpædagoger – medarbejdere, som er helt centrale for kvaliteten i vores kernevelfærd.
Der er desværre ingen hurtige løsninger på den udfordring. Det kræver langsigtede, målrettede indsatser, og vi skal i gang nu. Derfor har et flertal i byrådet netop besluttet at sætte gang i en proces for at finde nye veje. Punktet er på dagsordenen til Økonomiudvalgets næste møde.
Vi skal forstå og handle
I Socialdemokratiet mener vi, at der skal være fokus på alle velfærdsområder – den mest markante demografiske udvikling ser vi dog på ældreområdet, og det kræver særlig opmærksomhed. Vi ved, at et betydeligt antal af de studerende på SOSU-uddannelserne falder fra. Det er naturligvis et problem for den enkelte studerende, men også for hele ældreområdet. Antallet af +80-årige vokser markant, og det stiller store krav til vores muligheder for at tiltrække og fastholde fagligt dygtige medarbejdere. For ofte ser vi, at medarbejdere skifter til og fra andre kommuner, og det koster både erfaring og kontinuitet i borgernes liv.
Derfor vil vi:
undersøge hvorfor medarbejdere forlader deres job i Furesø
se på mere fleksible arbejdstider
skabe bedre muligheder for skånehensyn og kompetenceudvikling
understøtte adgang til boliger, der er til at betale
Vi er ikke afvisende overfor at se på løn og pensionsforhold blandt SOSU-medarbejdere. Selvom det i høj grad er overenskomststof, kender vi til lokalaftaler fra lærerområdet, så her må vi være nysgerrige.
Som næstformand i Ældre- og Sundhedsudvalget vil jeg arbejde målrettet for, at vi i Furesø bliver bedre til at fastholde de medarbejdere, vi har – og til at tiltrække nye. Det skylder vi både borgerne og de dygtige fagpersoner, der hver dag gør en forskel.