På vegne af Furesø Seniorråd Solveig Bisgaard
For Seniorrådet i Furesø er det allervigtigste i denne sag, at Gedevasevang fortsætter som hidtil som en selvejende institution, der tilbyder aktiviteter til alle Furesøs pensionister med et meget begrænset antal ansatte og en stor stab af frivillige. De frivilliges engagement er afgørende – de yder en kæmpe indsats og får også gennem deres arbejde et godt netværk. Kort sagt må politikerne komme i arbejdstøjet og få udpeget 3 nye medlemmer til bestyrelsen.
Os der nyder godt af aktiviteterne på Gedevasevang får både aktiviteter af meget forskellig art og et netværk med hyggeligt socialt samvær. Det forebygger ensomhed! Og vi kan ikke undvære Gedevasevang – en af Furesøs meget få forebyggende indsatser.
Der er til Gedevasevang knyttet et antal visiterede boliger, hvor et af kravene til nye beboere er, at de er i stand til ved indflytningen at deltage i og have glæde af aktiviteterne på stedet. Det har kommunen sommetider haft problemer med at huske!
Og hvad er så problemet – som vi ser det: interne stridigheder i bestyrelsen. Uenigheder om regnskab og lederens rolle. En bestyrelse for en selvejende institution er ansvarlig for økonomien. Det er der ingen tvivl om – men hvordan regnskabet skal foreligge i løbet af året med kvartalsbalancer – det kan naturligvis diskuteres.
Det andet store problem er, at aldrig er nemt at komme efter en dygtig af afholdt leder – og bestyrelsens ageren har måske ikke gjort det nemmere. En leder har krav på bestyrelsens fulde opbakning lige fra ansættelsen. Får lederen ikke det – så er opgaven uløselig. Om han eller hun så hopper på tungen fra Skagen til Gedser, så kan lederopgaven kun løses med bestyrelsens opbakning.
For os at se, er det et stort svigt af lederen at bestyrelsesformanden og de 2 øvrige kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer, trækker sig fra bestyrelsen og endda på vej ud kommer med trusler – som de næppe havde mandat til – om at stoppe det kommunale tilskud. Det svarer reelt til en trussel om at lukke Gedevasevang. Det er ikke en betimelig adfærd af de folkevalgte, så det er formentlig positivt, at de bliver skiftet ud.
Denne opførsel skaber usikkerhed hos personale, hos de frivillige og hos brugerne. De har krav på en lynhurtig reaktion og løsning. Ellers ”dør” aktivitetscentret. Og nej løsningen er ikke et kommunalt drevet aktivitetscenter et andet sted. At skabe et aktivitetscenter med mange frivillige er ikke noget man bare lige gør. Det er svært at rekruttere frivillige, det er svært at skabe aktiviteter og få skabt rammerne for det! Lad være med at spilde skatteborgernes penge på det. Politikerne bør i stedet koncentrere sig om, at løse problemerne på Gedevasevang.
Kort sagt kære politikere og bestyrelsesmedlemmer på Gedevasevang- træk i arbejdstøjet og få løst problemerne – ellers bliver vi alle sammen tabere!







