Af: Nils Toft, Byrådskandidat (B), Anders Medum Groth, Byrådskandidat (B) og næstformand for Børn og Skole. Tine Hessner, Byrådskandidat (B) og spidskandidat.
Når Jan Kjældgaard (SF) og Bettina Ugelvig (S) kalder på nytænkning for at håndtere pædagogmanglen i Furesø, så burde de måske hellere kalde på gentænkning. Det, vi ser i Furesøs dagtilbud, er den naturlige konsekvens af beslutningen “Flere pædagoger i Furesø Kommunes dagtilbud – Udviklingsplan fra 60 til 70 procent pædagoger” fra 2021, hvor et flertal i byrådet vedtog en udviklingsplan om at øge andelen af pædagoger fra 60 til 70 procent. Radikale Venstre stemte imod, fordi vi anså det for at være en urealistisk plan, som fodrer hunden med sin egen hale. Man kan ikke vedtage et mål om flere pædagoger, hvis man ikke sikrer, at der er penge nok til at ansætte dem. I dag har vi dagtilbud, der har pædagoger klar til stillingerne, men institutionerne har ikke råd til at ansætte dem. Ifølge BUPL mangler vi 8,8 mio. i budgettet, bare for at nå til delmålet i 2025.
Krudthuset og Vingesus i Jonstrup er gode eksempler på, at når ledelse, medarbejdere og forældre sammen får skabt den rigtige kultur omkring et dagtilbud, så lykkes det at skabe fantastiske dagtilbud, hvor børn og medarbejderne trives og udvikler sig sammen. Med placeringer tæt på skov, mose og flyvestationen er naturen en naturlig medspiller i dagligdagen og derfor giver det rigtig god mening, at begge institutioner, der også har det Grønne Spirer flag, tilknytter naturvejledere som et alternativ til pædagoger. Udviklingen med andre fagligheder sammen med vores børn er vi glade for, men det skal ske som supplement til at sikre økonomi til at øge antallet af pædagoger.
Det er på høje tid at indse, at byrådet i 2021 traf en beslutning, der ikke virker. Hvis vi skal nå målet om 70% pædagoger i Furesøs dagtilbud i 2030, så er vi nødt til at lægge en ny plan, hvor der tilføres andet og mere end håb, der jo som bekendt ikke er en strategi.
Radikale Venstre vil derfor arbejde for, at der i den kommende byrådsperiode og helst allerede fra det næste budget tilføres penge til udviklingen af andelen af pædagoger i stedet for håb og hensigter.
Link til Jan Kjældgaard og Bettina Ugelvigs indlæg.
Debat – Pædagogmangel kalder på nytænkning







