Af Lars Carstensen og Egil Hulgaard, byrådsmedlemmer (K)
Bytorvet står foran en hårdt tiltrængt udvidelse, som vi er meget positive overfor i Det Konservative Folkeparti. Men vi har én bekymring.
Det er desværre ikke rigtigt når Socialdemokratiet er ude og love at der er styr på parkeringen på Bytorvet. Der er tværtimod givet en rabat på antallet af parkeringspladser i forbindelse med udvidelsen og det oprindelige parkeringshus er sløjfet. Rabatten betyder at der kommer mere end 100 færre P-pladser end det, der normalt kræves.
Det frygter vi fra Konservativ side vil føre til parkeringskaos, ikke bare under byggeriet, men bestemt også bagefter. Et eksempel er, at der efter byggeriet kun vil være 40 parkeringspladser til Kulturhusets 8000 m2 med bibliotek, musikundervisning, kulturarrangementer, cafébesøg, museum, billedskole, m.m. Det er alt, alt for lidt. Samtidig kommer Sundhedshuset til at mangle parkeringspladser.
For at sikre at, der ikke opstår parkeringsproblemer på Bytorvet forhandler kommunen for tiden en hemmelig tillægsaftale, der skal regulere parkeringen. Vi har læst aftalen og er helt sikre på, at den slet ikke kommer til at virke efter hensigten. Måske skal den være hemmelig for at borgerne ikke kan se, at den ikke vil virke? Vi har krævet parkeringsreguleringen i den hemmelige aftale sendt i høring, men for døve øren.
Vi har som politikere et ansvar for at se verden fra oven og tage mange hensyn. Vi svigter, hvis vi prioriterer kortsigtede løsninger, på bekostning af den lange udvikling. I dette tilfælde lukker vi Kulturhuset inde og begrænser adgangen til både Kulturhuset og Sundhedshuset pga. for få parkeringspladser. Vi burde ikke give rabat på antallet af parkeringspladser, når der er brug for dem.
I stedet burde vi få bygget det oprindeligt aftalte parkeringshus med det antal parkeringspladser vi normalt kræver, og få det bygget først. Sådan kan vi sikre at forretningerne overlever og trives og at vi senere kan udvide parkeringshuset, hvis vi har behov for det. Alle kunder som kommer fra nær og fjern skal vi kunne handle på Bytorvet i tryg forvisning om, at de altid kan parkere, når de skal købe ind. Alternativet til at tage parkeringen alvorligt er, at livet på og omkring Bytorvet mistrives.
1 kommentar til “Debat – Hemmelige aftaler og løse påstande: Der er slet ikke styr på parkeringen på Bytorvet”
I har fuldstændig ret. Det har erhvervsforeningerne påpeget rigtig mange gange. Men vi har talt for døve øren.
Der er lukket for kommentarer.