Debat – Hjælp ukrainske flygtninge videre – med omtanke

Af byrådsmedlemmerne Rikke Blak-Kristiansen, medlem af BEU, og Lars Carstensen, initiativtager til Ukrainehuset
I Furesø Kommune står vi over for en stigende udfordring med at finde plads til de mange ukrainske flygtninge, der søger tryghed og sikkerhed. Ukrainehuset er fyldt, og nu overvejer forvaltningen at smide flygtninge ud med kort varsel – også dem, der allerede er i arbejde. Det er ikke en værdig løsning.
I stedet for at tvinge mennesker ud, bør vi fokusere på at fjerne de barrierer, der forhindrer dem i at finde en permanent bolig. Mange ønsker faktisk at flytte, men møder udfordringer som utryghed ved at bo alene, praktiske problemer med indretning eller afstand til skoler og institutioner. F.eks. kan der være udfordringer for enlige med børn at flytte sammen, pga. regler om antal beboere pr. rum i en almennyttig lejlighed. Dette kan og bør vi som kommune hjælpe dem med at håndtere.
En ny politik bør tage udgangspunkt i den enkeltes behov og tilbyde løsninger som:
• Boliger, hvor flere kan bo sammen.
• Hjælp til etablering og indretning af nye hjem.
• Boliger tæt på skoler og institutioner.
Flytninger skal ske på frivillig basis og med respekt for normale opsigelsesvarsler. Vi skal huske på at Ukrainehuset ikke er et kommunalt tilbud, men er stillet fuldstændig gratis til rådighed for ukrainerne af ejerne af bygningen.
Det handler ikke kun om plads, men også om at behandle folk ordentligt. Furesø skal være kendt som en kommune, der handler med hjertet – også i pressede situationer. Så lad os hjælpe dem videre med omtanke.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder