Af Steen Autzen. Medlem af SF-Furesøs bestyrelse
Det undrer SF-Furesø at besparelseskataloget ikke indeholder fjernelse af særtilskuddene til privatskolerne i Furesø kommune. SF har ikke noget imod fri- og privatskoler, men det giver ikke mening, at Furesø kommunen skal give et særtilskud, når folkeskolerne i Furesø skal spare på alle områder. Pengene til særtilskuddet kommer fra en særlig pulje til privatskolerne på 1,5 millioner kr. og Furesø er eneste kommune i landet, der har en sådan særpulje til privatskolerne. SF mener, at det er økonomisk uansvarligt at støtte privatskolerne med fællesskabets penge, særligt når Marie Kruse skole er velpolstret og har en aldeles glimrende økonomi – i deres årsrapport for 2023 oplyser de, at skolen bl.a. har likvide beholdninger for i alt 17.507.705 kr.
Det er mange penge, som privatskolerne får foræret af Furesø kommune, og de midler kan jo anvendes på vores fælles daginstitutioner, folkeskolerne eller på ældreområdet. Derfor undrer det SF, at Furesø kommune bliver ved med at forære 1,5 millioner kr. mere til privatskolerne, end de har krav på, særligt når vores folkeskoler, som kommunen har ansvaret for, skal finde besparelser i 2025. Når andre privatskoler rundt i landet kan have gode skoletilbud med gode fritidstilbud uden kommunale særtilskud, hvorfor er det så nødvendigt, at Furesø kommune år efter år skal forære 1,5 millioner kr. til privatskolerne???
SF foreslår i de kommende budgetforhandlinger for 2025, at fratage privatskolerne særtilskuddet på 1,5 millioner kr. og anvende og investere pengene i vores fælles folkeskoler, daginstitutioner og på ældreområdet. Det er en ansvarlig og fornuftig brug af borgernes skattepenge.
Debat – Hvorfor er der ingen besparelser på privatskolerne?
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest