Debat – Intet nyt fra Furesø

Stavnsholtskolens solcelleanlæg er et de kommunale bidrag til Den Grønne Omstilling. Luftfoto: Furesø Kommune.

Af Flemming Oppfeldt, Søvej 5A, Farum
Jeg må erklære mig helt enig med Lederen i nærværende medie, som har konkluderet, at man skal se langt efter en vision endsige en ny tanke fra Furesø kommune.
Budskabet understreges af eksemplet om vedvarende energi, hvor jeg for et par uger siden henviste til Green power Denmark som havde opgjort, at der næsten ikke blev skabt vedvarende energi i Furesø kommune. Og dette på trods af at kommunen praler af, at være en af de førende klimakommuner i Danmark. Det opfordrede jeg til en samtale om.
Det var derfor prisværdigt at Louise Piester, chef for by og miljø i kommunen, tog handsken op og understregede at kommunen ville blive klimaneutral i år 2030. Hun henviste til, at der blev rejst solceller på 4 kommunale bygninger og at mange borgere kører i elbiler, herunder kommunens hjemmepleje…
Men, hvad var det man kunne læse på Green Power Denmarks hjemmeside? Jo, i 2023 gav den vedvarende energi i Furesø 3741 MwH. Ok, det tal er vanskeligt at forholde sig til, men det svarer til energiforbruget i 150 husstande, dvs. nogenlunde som en boligblok i Farum Midtpunkt eller som en lang villavej. Ca 1% af Furesø Kommunes husstandes energibehov bliver pt. dækket af vedvarende energi. Hvordan kan dette 99-dobles over de næste 6 år?
Selvfølgelig kan man sige, at vi ikke forsyne os selv med solenergi og andre vedvarende energikilder og det antyder centerchefen også i sit læserbrev. Vi kan jo bare få det hele fra Jylland. Men det er efter min ordbog ikke i overensstemmelse med at være en førende klimakommune. Der skal jo bare et enkelt kabelbrud til i Storebælt eller i Øresund og så fryser de ældre til is på plejehjemmet.
Jeg spørger: hvordan vil Furesø kommune opfylde planen om at være 100% klimaneutral i 2030 uden at bruge vedvarende energi?

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder