
Af Niels Jørgen Brandt, byrådsmedlem for Konservative
Jeg genopstiller for Konservative til det kommende kommunalvalg i november. Det er en nem beslutning, for selvom vi bor i en dejlig kommune, er det på høje tid med forandring. Tid til fokus på det mest essentielle – kernevelfærden. For vores børn og for vores ældre. Der er brug for et systemskifte i Furesø, og det er jeg klar til at kæmpe for.
Mine mærkesager ligger fortsat indenfor områderne:
Borgeren først – en kommune, der lytter og kommer jer i møde
God forebyggelse og værdig pleje til de ældre
Klima og grøn omstilling – grønt hjerte med blå fornuft
Vi har haft snart 16 år med Socialdemokratiet ved roret og med samme borgmester. Det havde sin tid. Men efter så mange år kniber det med nye ideer. For mange af planerne bliver ikke til noget, de trækker ud, eller ender med dårlige løsninger. I stigende grad er byrådet delt, og forslag gennemføres med snævre røde flertal. Ja, borgmesterpartiet trækker mod venstre – mod SF og Enhedslisten. Det har Furesø ikke brug for.
Der er brug for friske kræfter. Der er brug for at udfordre det eksisterende system efter så mange år:
Brug for at prioritere den essentielle kernevelfærd for børn og ældre – væk fra kortsigtede besparelser, der gør det svært at få dagligdagen til at hænge sammen for familierne og vores ældre
Brug for at holde kommunen i orden så bygninger, veje, cykelstier og fortove ikke forfalder og bliver til fare for borgerne
Brug for at borgerne oplever en kommune, der er effektiv, imødekommende og ordentlig. Alt for mange gange møder jeg borgere, der har stødt sig på systemet
Brug for at der er styr på økonomi og likviditet og at pengene bruges fornuftigt – ikke på unødvendige hegn, valgbusser og symbolpolitik
Brug for at undgå årlige sparerunder, der skræmmer livet af borgerne. Hvor serviceniveauet langsomt udhules. Hvor al fokus er på besparelser i stedet for udvikling af kommunen.
Mærkesagerne bliver meget mere udfoldet i debatter og indlæg over de kommende måneder.
Jeg håber på din støtte og byder alle gode ideer og input velkommen
Jeg kan nås på telefon: 20940238 og e-mail: njb2@furesoe.dk.