Af Bjarne Damberg, spidskandidat for Moderaterne i Furesø
Furesø står foran en gylden mulighed.
Med beskæftigelsesreformen og nedlæggelsen af jobcentrene i april 2026 får vi endelig chancen for at starte forfra – og gøre det rigtigt denne gang.
Men det kræver, at vi tør tænke nyt og lytte.
For sandheden er: Jobcenteret, som vi kender det i dag, har spillet fallit.
Alt for mange borgere oplever, at systemet ikke hjælper dem videre – men fastholder dem i kontrol, papirarbejde og mistillid.
Det er hverken værdigt for borgerne eller motiverende for medarbejderne.
Derfor foreslår jeg, at vi lukker “Jobcenteret” i Furesø i mere end bare navn.
Lad os skabe et Udviklingscenter – et sted, hvor fokus er på muligheder, læring og samarbejde, ikke på sanktioner og kontrol.
For det er præcis det, beskæftigelsesindsatsen bør være: en platform for udvikling, ikke et system for afvikling.
Men det skal gøres rigtigt.
Først og fremmest skal vi spørge dem, der ved, hvordan det føles: Brugerne – borgerne, der møder systemet i praksis.
Medarbejderne – dem, der står med opgaven hver dag.
De ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Hvis vi skal skabe et nyt system, der bygger på tillid og resultater, skal vi bygge det sammen med dem.
Moderaterne vil:
Omdanne Jobcenteret til Udviklingscenter Furesø – et sted, der hjælper folk videre, ikke holder dem fast.
Skabe åben dialog med borgere og medarbejdere fra dag ét i reformarbejdet.
Skabe færre regler og mere faglig frihed, så medarbejderne får lov at lykkes.
Måle succes på menneskelig fremgang, ikke bare på Excel-ark og registreringer.
Furesø skal ikke vente på, at staten viser vejen.
Vi kan selv – og vi skal selv.
Nu er tiden inde til at bygge et system, der sætter mennesket før systemet – i praksis, ikke kun i ord.
Vi kalder det Udviklingscenter Furesø – fordi mennesker skal udvikles, ikke kontrolleres.







