Debat – Jobklub i Furesø. En hjælp der føles som en hindring.

Af Gina Fischer, en borger i Furesø Kommune.
Som deltager i Furesø Kommunes Job- og Virksomhedsklub havde jeg håbet på støtte og faglig sparring i min jobsøgning. I stedet blev det en oplevelse præget af manglende struktur, spildt tid og en voksende frustration blandt deltagerne.
Forløbet fremstod rodet, generelt og uden tydelige mål. Indholdet tog sjældent højde for deltagernes faglighed eller erfaring. Flere deltagere satte ord på oplevelsen: “Forløbet var desværre alt, hvad jeg frygtede” og “Ledelsen i kommunen burde selv deltage, så de kan få en fornemmelse for, hvor åndsvagt denne tvang er.” En anden sagde direkte: “Det virker mere som chikane end som hjælp.”
Det er vigtigt at understrege, at medarbejderne i jobklubben gjorde deres bedste. De var tålmodige overfor kritikken, venlige og professionelle. Problemet ligger ikke hos dem, men i måden Furesø Kommunes beskæftigelsesområde er organiseret og ledet.
De seneste artikler om medarbejderflugt fra Furesø Jobcenter tegner et bekymrende billede. Når både ansatte og borgere vender sig væk, bør det vække eftertanke hos kommunens ledelse og politiker, især hos dem med ansvar for jobområdet.
Det har nemlig en pris, når ledige ikke oplever reel hjælp, men i stedet bliver demotiverede, og når dygtige medarbejdere vælger at forlade kommunen. Det koster Furesø dyrt i form af forlængede ledighedsforløb, øgede udgifter til forsørgelse og tabt arbejdsindsats. Samtidig bliver kvaliteten i de kommunale tilbud svækket, hvilket skaber en ond cirkel, hvor færre hjælpes effektivt tilbage i arbejde.
Under borgmester Ole Bondo Christensens nuværende politiske ledelse er kontrollen blevet skærpet, men kvaliteten halter. Resultatet er forløb, der i bedste fald ikke hjælper, og i værste fald demotiverer og forsinker vejen tilbage på arbejdsmarkedet.
Jobklubben bør tænkes helt om: som et frivilligt, fleksibelt og målrettet tilbud til dem, der har brug for det, ikke som en standardpakke for alle. Og ikke som et redskab til at holde styr på folk, men som en reel hjælp til at komme videre.
Jeg er kommet i arbejde, men det skyldes ikke jobklubben.
Furesø kan gøre det bedre. Men det kræver, at ledelsen på beskæftigelsesområde tør tage kritikken alvorligt og lytte til både ansatte og borgere.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder