Debat – Jonstrup er ikke priviligeret – Jonstrup er blevet underprioriteret

Af Martin Nørtoft, far og borger i Jonstrup
Der opstår indimellem fortællinger i lokalpolitik, som langsomt får karakter af sandheder. De gentages, de forenkles, og til sidst bliver de stående, som om de aldrig har været til diskussion.
En af de fortællinger, der i stigende grad klæber til Jonstrup, er, at vi er priviligerede. At vi vil for meget. At vi ikke forstår de økonomiske realiteter.
Det er en bemærkelsesværdig fortælling. Og det er en forkert fortælling.
En nødvendig forståelse – men også en grænse
Lad mig starte et sted, som ofte bliver overset:
Vi forstår godt, at Furesø Kommune står i en økonomisk vanskelig situation.
Vi forstår, at politik er prioriteringer.
Vi forstår, at der er behov i hele kommunen.
Og vi forstår, at der ikke kan siges ja til alt.
Men netop derfor bliver det også afgørende at holde fast i én grundlæggende præmis:
Jonstrup er ikke vokset af sig selv.
Det er et resultat af politiske beslutninger.
Indbyggertallet er mere end fordoblet på få år. Omkring 2.500 borgere bor i dag i Jonstrup – langt de fleste børnefamilier. Det er en udvikling, kommunen aktivt har valgt.
Når man træffer den slags beslutninger, følger der et ansvar med.
Et ansvar for at investere tilsvarende.
Et ansvar for at sikre sammenhæng i hverdagen.
Et ansvar for at skabe rammer, der matcher virkeligheden.
Det ansvar er ikke blevet løftet.

Fra vækst til ubalance
I dag står Jonstrup som et eksempel på en by i vækst – uden en tilsvarende helhedsplan.
Infrastrukturen er ikke fulgt med.
De lokale tilbud er ikke fulgt med.
Og de grundlæggende rammer for børnefamilier halter.
Det gælder ikke mindst på skoleområdet, hvor der er et veldokumenteret elevgrundlag for en udvidelse til 5. klassetrin, samtidig med at kapacitet i kommunen anvendes til elever fra andre kommuner. Alligevel er planlægningen igen og igen blevet udskudt.
Det er ikke bare et spørgsmål om prioritering.
Det er et spørgsmål om sammenhæng.
Når rimelighed bliver gjort til et problem
Jeg må være ærlig:
Jeg er træt.
Træt af, at vi som borgere i Jonstrup indirekte bliver mødt med en forventning om, at vi skal have dårlig samvittighed over at kæmpe for vores børn og vores by.
Træt af, at dele af byrådet taler om Jonstrup som et område, der “kræver og kræver”.
For sandheden er den modsatte.
Jonstrup har i årevis været underprioriteret i forhold til den udvikling, man selv har sat i gang.
Vi beder ikke om mere end andre.
Vi beder om, at udviklingen følges til dørs.
Og det er ikke det samme.
Et forkert narrativ
Når man reducerer Jonstrups stemme til en række enkeltstående ønsker – en skole, en legeplads, bedre faciliteter – mister man helheden.
For det handler ikke om enkeltprojekter.
Det handler om, at der mangler en samlet plan.
En plan, der tager højde for, at vi er en by med 2.500 borgere, som bidrager til fællesskabet på lige fod med resten af kommunen. Som betaler skat. Som engagerer sig i lokalsamfundet. Og som har et legitimt behov for, at der tænkes i lokal sammenhængskraft.
Når det behov bliver mødt med en fortælling om privilegier, bliver debatten skæv.
Vi står sammen – og vi stopper ikke
Noget har dog ændret sig.
Jonstrup står i dag langt mere samlet end tidligere.
Forældre. Foreninger. Borgere.
Der er en fælles erkendelse af, at det ikke længere er tilstrækkeligt at vente. At håbe. At acceptere midlertidige løsninger.
Vi kommer til at blive ved.
Ikke fordi vi ønsker konflikt.
Men fordi vi ikke længere vil finde os i at blive sat bagerst i køen.
En invitation til at tage ansvar
Det her er ikke et angreb på byrådet.
Det er en opfordring.
Til at få justeret narrativet.
Til at anerkende den udvikling, man selv har sat i gang.
Og til at tage det ansvar på sig, som følger med.
For Jonstrup er ikke priviligeret.
Jonstrup er en by i vækst, der alt for længe er blevet underprioriteret.
Og vi beder ikke om det urimelige.
Vi beder om det nødvendige.