Af Nils Toft, Furesøborger, bosat i Jonstrup og kandidat til kommunalvalget 2025 for Radikale Venstre.
Da vi flyttede til Jonstrup i 2017, var Jonstrup Skole lille. Da min ældste søn startede i 2018, var han et af kun 35 børn på hele skolen. Siden da er Jonstrup vokset massivt, især efter udbygningen af Sydlejren, og nu er der 32 børn alene på min datters årgang (kommende 3. klasse). Væksten fortsætter, og det presser vores lokale skole.Som medlem af skolebestyrelsen har jeg de sidste 7 år kæmpet for at sikre de rette rammer for Jonstrups mange nye børn. I flere år forsøgte vi at overbevise byrådet om, at fortællingen om “den lille skole uden elever” var en morfarhistorie. Først med byrådsvalget i 2021, hvor Jonstrups stemmer ikke længere kunne ignoreres, bar den fælles indsats frugt. Det resulterede i en permanent løsning med to spor fra 0.-3. klasse og midlertidige pavilloner, der dog kun kom op til tiden efter lokalt pres.
Siden da har processen været frustrerende langsom. En nærmere analyse af den permanente løsning viste, at den ville blive dyr, og pludselig glemte man, at pavillonerne var midlertidige. I 11. time forsøgte man at forlænge pavillonløsningen. Endnu engang måtte vi mobilisere Jonstrups forældre, og takket være dette pres besluttede byrådet ikke blot at afsætte penge til 0.-3. klasse, men også at undersøge mulighederne for 4.-5. klasse.
Efter yderligere forsinkelser og et forlist udbud, ser det nu ud til, at lokalplanen og projektet, der skal muliggøre den permanente skole til skolestart i 2027, endelig er på vej. Men hvad med 4.-5. klasse? Planen er at undersøge mulighederne i 2029 med henblik på en “løsning” i 2031. Det er samme år, min ældste kan blive student – og måske min yngste tager sin hue på, før den udvidelse bliver en realitet!
Summa summarum: Vi kan få ting til at ske i Jonstrup, men det går meget, meget langsomt. Måske det skyldes, at vi mangler repræsentation fra Jonstrup i byrådet?
Stem lokalt og personligt til kommunalvalget d. 18. november.







