Debat – Jonstrup vokser – nu må Byrådet beslutte, hvad skolen skal være

Af Martin Nørtoft, Jonstrup
Ved det seneste byrådsmøde i Furesø stillede en gruppe forældre fra Jonstrup et enkelt spørgsmål til politikerne: Hvornår begynder kommunen at planlægge næste skridt for Jonstrup Skole?
Spørgsmålet udspringer af en udvikling, som alle i kommunen efterhånden kan se. Jonstrup har på få år ændret karakter fra en mindre landsby til en bydel med et stabilt og voksende børnegrundlag. Nye boliger på Flyvestationen og en tilstrømning af børnefamilier har betydet, at antallet af børn i området er steget markant, og kommunens egne prognoser viser, at elevgrundlaget fremover er tilstrækkeligt til en stabil tosporet skole – altså to klasser på hvert klassetrin.
Hvis man alene så på elevgrundlaget, kunne Jonstrup i princippet rumme en fuld 0.–9. klasseskole med tæt på 400 elever. Det er imidlertid ikke det, forældrene efterspørger. De fleste er fuldt ud klar over, at kommunens skoleøkonomi er presset, og at store nybyggerier ikke nødvendigvis er realistiske. Netop derfor er ønsket langt mere pragmatisk: at Jonstrup Skole på sigt udvides til og med 5. klasse.
En sådan løsning giver først og fremmest børnene en mere sammenhængende skolegang. I dag stopper den lokale skole efter 3. klasse, hvorefter børnene skal skifte skole og transporteres til Lille Værløse Skole. For mange børn sker skiftet i en alder, hvor stabilitet i relationer og fællesskaber betyder meget. At kunne fortsætte lokalt lidt længere vil skabe større tryghed og kontinuitet i børnenes skoleliv.
Men argumentet er ikke kun pædagogisk. Det er også økonomisk og planlægningsmæssigt. Alternativet vil i praksis være, at kommunen på sigt må udbygge kapaciteten på Lille Værløse Skole yderligere og samtidig transportere Jonstrups børn frem og tilbage hver dag. Når der samtidig findes eksisterende lokaler i Jonstrup, som potentielt kan anvendes bedre, forekommer det vanskeligt at argumentere for, at det skulle være en mere ansvarlig løsning – hverken økonomisk eller praktisk.
Samtidig står Jonstrup over for en udvikling, der skaber en sjælden mulighed i kommunal skoleplanlægning. Den nationale reform af 10. klasse betyder, at Egeskolens funktion forventes udfaset omkring 2030. Egeskolen ligger i dag i samme bygningskompleks som Jonstrup Skole på Jonstrup Gl. Seminarium, og dermed findes der allerede faciliteter, som i fremtiden kan indgå i en samlet løsning for området, hvis planlægningen begynder i tide.


Aktindsigt fra kommunen viser samtidig, at 57 procent af eleverne på Egeskolen i dag kommer fra andre kommuner. Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men det betyder, at en betydelig del af kapaciteten i Jonstrup i dag anvendes til elever uden for Furesø. I en situation, hvor kommunen samtidig har et voksende lokalt elevgrundlag, er det derfor rimeligt at spørge, om ikke forvaltningen allerede fra 2027 bør begynde en gradvis reduktion af optaget fra andre kommuner, så kapaciteten i højere grad kan reserveres til kommunens egne børn.
En realistisk vej frem kunne være en faseplan, hvor Jonstrup Skole gradvist udvides til 5. klassetrin i takt med, at Egeskolens aktivitet reduceres frem mod 2030. På den måde kan kommunen udnytte de eksisterende bygninger bedre, planlægge økonomien ansvarligt og samtidig skabe større stabilitet i børnenes skolegang.
Forældrene i Jonstrup efterspørger derfor ikke et hastigt anlægsprojekt eller en dyr prestigeudbygning. Det, der efterlyses, er ganske enkelt rettidig planlægning. En konkret plan for, hvordan skoleområdet i Jonstrup skal udvikle sig frem mod 2030, og hvordan kommunen bedst anvender de bygninger og den kapacitet, der allerede findes.
Budget 2027 bliver derfor en afgørende test på, om Byrådet mener det alvorligt, når der tales om langsigtet kapacitetsplanlægning og ansvarlig økonomi. Hvis arbejdet med en plan for Jonstrup Skole ikke igangsættes nu, risikerer kommunen igen at stå i en situation, hvor beslutninger først træffes, når problemerne allerede er opstået – og hvor løsningerne derfor bliver både dyrere og dårligere.
Jonstrup er ikke længere et overset hjørne af kommunen. Det er en voksende bydel med et stabilt elevgrundlag og et lokalsamfund, der engagerer sig aktivt i sin skole. Netop derfor er forventningen også rimelig: at Furesø Kommune begynder planlægningen nu og giver både børn, forældre og skoleledelse den forudsigelighed, som et velfungerende skolesystem kræver.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder