Debat – Kære Kulturhus! Hvad sker der med dig?

Ifølge Jørgen Lindemann er der sket en mærkbar ændring med Farum Kulturhus. Foto: Jørgen Lindemann.

Af Jørgen Lindemann, Dybedalsvej 15, 3520 Farum
Et kulturhus er et pulserende frirum for alle, børn og voksne. Det er her, vores sanser forkæles med kunst, udstillinger, musik, foredrag, teater, dans, film etc
Det er oasen, vi besøger, når vi har brug for et frikvarter i alverdens vrimmel af negative nyheder. Kulturen kan være den medicin, der sætter vores tanker på nye positive afveje og giver os ny energi.
I et kulturhus er vi publikum eller medvirkende. Det er bare at gå ombord i oplevelserne. Det kræver engagement af os besøgende, alle de aktive og ikke mindst husets ledelse og de dedikerede medarbejdere. Vi skal involvere os. Vise interesse og tage ansvar. Det skal du også, kære Farum Kulturhus.
Men hvad er der sket med dig? Du har tabt pulsen, fornyelsen er forsvundet, og vi undres. Du opleves som et kulturhus uden styrehus. Hvilken kurs har husets ansvarlige kulturkaptajn sat? Styrbord, bagbord eller det hele over bord? Æstetikken sejler sin egen sø i selskab med efterladte rengøringsvogne.
Når jeg kommer ind i foyeren, mødes jeg af triste syn, som har været “velkomsten” i flere år. Ingen ny kunst, ingen glæde, ingen nye oplevelser, som pirrer nysgerrigheden og inspirerer til at komme igen og igen.
Det kan du som kulturhus ikke være bekendt.

Viljen til at ville
Jeg ved godt, at riget fattes penge. Men det er hverken en forklaring eller en undskyldning. Da jeg stod i lære hos Hempel, var husets motto noget af det første jeg lærte: “Det er viljen til at ville, der skaber evnen til at kunne.”
Vi har et kommunevalg lige om hjørnet. Det plejer at være de gode viljers tid.
Jeg vil opfordre vores kulturpolitiske byrødder til at stikke hovedet inden for og se, om I ikke kan gøre jeres indflydelse gældende i bestræbelserne på at genskabe Farum Kulturhus, som vores fælles levende rum, der bobler af liv og sjæl.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Debat – Kære Kulturhus! Hvad sker der med dig?”

  1. Helle Katrine Møller, byrådskandidat for Socialdemokratiet

    SÅ enig, Jørgen!
    Kulturhuset i Farum har i årtier været et sprudlende og levende oplevelsesmættet samlingspunkt for hele Furesø. Drevet af kærlige og viljestærke folk. Sådan SKAL det også være fremover.

Der er lukket for kommentarer.