Debat – Kære Lars: Lad os gå efter bolden!

Ole Bondo Christensen, borgmester. Bettina Ugelvig 1. viceborgmester.

Af Ole Bondo Christensen, borgmester og Bettina Ugelvig, viceborgmester
Den konservative borgmesterkandidat, Lars Carstensen antyder i sin grundlovstale, at Socialdemokratiet har forsøgt at påvirke forvaltningens plejehjemsprognoser og modvirke samarbejdet med OK-fonden om et nyt plejehjem. Begge dele er forkerte.
I Socialdemokratiet har vi endog meget aktivt støttet samarbejdet med OK-fonden både om dette projekt og tidligere om seniorbofællesskaber. Når det nu er lykkes at indgå en aftale med OK-fonden om et nyt plejehjem, skyldes det, at vi gennem et langt forløb har forhandlet med OK-fonden, Widex og Novo Nordisk om et samlet puslespil, der både muliggør etablering af et friplejehjem og udvidelse af Novo Nordisk på Nyvestergårdsvej. Det er forhandlinger som vi som hhv. borgmester og formand for planudvalget har været dybt involveret i, og hvor også Lars Carstensen som formand for Ældre og Sundhedsudvalget har været inddraget.
Aftalen indebærer bl.a., at kommunen i en overgangsperiode forpligtes til at binde sig til 20 plejehjemspladser i det nye friplejehjem og arbejder for at hjemtage plejehjemspladser fra andre kommuner. Det er disse og en række andre forhold og et langt forhandlingsforløb, der fik kabalen til at gå op – og ikke alene revisionen af plejehjemsprognosen, som også Socialdemokratiet i øvrigt støttede blev udarbejdet.
Sejre har som oftest mange fædre og mødre, sådan skal det være, og Lars Carstensen skal være mere end velkommen til at tage sin del af æren for det kommende friplejehjem. Men det kan man jo godt gøre uden samtidig helt uberettiget at mistænkeliggøre politiske kollegaer og forvaltningen. En kommune ledes bedst gennem et tillidsfuldt samarbejde. Det må vi holde fast i – også selvom et valg nærmer sig.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest