Af: Anders Medum Groth, Byrådsmedlem, Radikale Venstre
Ulla Hess tilkendegiver, at vi nok ser forskelligt på præstegårdsjordenes fremtid. Det synspunkt deler jeg. Og den første forskel jeg bemærker, er det for mig overraskende faktum, at Ulla Hess mener, at der er tale om ekspropriering, hvis kirken beslutter en anden drift af sin egen jord. Mig bekendt må man inden for gældende rammer og lovgivning selv bestemme driften af sin jord. Man kan ikke med rimelighed indvende, at det er ekspropriering, hvis en jordbesidder ændrer sin drift af sin egen jord. Der er jo ikke tale om, at hverken stat eller kommune overtager den imod ejerens ønske.
Det er klart, at man skal overveje nøje, hvis man påtænker at udsætte store græssere på et areal. Vi har fx på Baunesletten valgt at udsætte stude – og ikke en reproducerende flok, da vi vil mindske risiko for konflikter mellem mennesker og dyr. Det vil fx kunne opstå, hvis man uforvarende får placeret sig mellem en ko og dens kalv. Vi skal naturligvis gå langt i bynær natur for at sikre, at der ikke kommer konflikter mellem kvæg/heste og mennesker. Der kan man tage sig nogle fornuftige forholdsregler. Men det er også værd at bemærke, at risikoen for at blive skambidt af en løssluppen hund er markant større i dag, end det er at komme i karambolage med store dyr i Furesø. Man skal naturligvis som bruger af et naturområde lære at begå sig i omgangen med løsgående store dyr.
Ulla Hess påpeger også, at rådyr ikke kan gå gennem klaplåger. Det er nu rigtigt nok. Men hvis hegnet etableres med to-tre tråde som på Baunesletten, vil rådyr uhindret kunne bevæge sig ind og ud af arealet.
Jeg får skudt i skoene, at byfolk som mig ikke forstår store græsædende dyr. Det er et lidt pudsigt angreb. Jeg er født og opvokset i en lille flække på Lolland, hvor en del af mine klassekammerater kom fra gårde hvor man enten dyrkede kartofler, kirsebær eller havde malkebesætninger. Det var bl.a. i de miljøer jeg legede og voksede op. Men mine bedsteforældre boede inde ved de store byer, hvor lyset oplyste motorvejen når vi nærmede os dem. Det betagede mig meget som barn. Min morfar forpagtede Grantoftegaard i Pederstrup, der på daværende tidspunkt var ejet af Ballerup kommune, før det blev den socialøkonomiske virksomhed, som det er i dag. Dengang var der først og fremmest en masse får på gården, hvor jeg har været med til at opfostre flere flaskelam om foråret. Men der var også en mindre besætning af kvæg på gården. Dengang gik malkekvæget ude om sommeren og var på stald om vinteren. Det er efterhånden lidt af et særsyn, især i østdanmark, at se kvæg ude på en mark, medmindre det er i naturplejeprojekter. Mestendels står kvæg i en stald nu til dags.
En anden erfaring jeg har med mig fra min opvækst på Lolland, omhandler havørnens tilbagekomst til Danmark. I midten af 90’erne kom havørnen nemlig tilbage til Danmark og Maribosøerne efter små 100 års fravær. I mange år havde de svært ved at etablere sig, fordi deres æggeskaller var så tynde pga. DDT, at de blev ødelagt under rugning. Det optog mig meget, og var nok en del af årsagen til, at miljø og natur blev noget jeg gik op i, og fik lyst til at ændre til det bedre. At se de store fugle og den interesse der var omkring dem lokalt var en god oplevelse. Jeg har ikke de store betænkeligheder ved at lade store dyr afgræsse omkring havørnenes rede. Jeg har ikke belæg for at tro, at det skulle få havørnene til at forlade stedet. Men Sortemosen har behov for mere dynamik for ikke at lukke helt til. I min optik sker det bedste med store dyr.
Når menighedsrådet skal afgøre, hvordan fremtiden for Præstegårdsjordene skal være, skal man naturligvis have et helhedssyn på området. Man skal overveje hvordan naturen skal forvaltes, hvordan hensynet til mennesker og friluftsliv skal afvejes, og hvordan løsningen spiller ind i for fremtiden. Jeg er sikker på, at menighedsrådet godt kan tage den beslutning, med fokus på helheder, historik og fremtid. Det er jeg tryg ved.
