Debat – Konservative arbejder for Furesø’s ældre !

Niels Jørgen Brandt og Lars Carstensen.

Af Niels Jørgen Brandt og Lars Carstensen, byrådsmedlemmer for Det Konservative Folkeparti
Når man læser de lokale medier kan man nemt få indtryk af at ældreplejen i Furesø bliver dårligere og dårligere. Sandt er det at kommunens pressede økonomi gør at der skal spares, også hvor det gør ondt. Sandt er det også at ældreområdet er pålagt en særlig urimelig besparelse her i 2024 og kommende år på grund af en fejlagtig prognose fra 2021 om behovet for plejehjemspladser. Kommunens forvaltning mente at 20 pladser kunne nedlægges. Virkeligheden viste sig ganske anderledes med lange ventelister, selv med 55 nye pladser på Lillevang. Besparelsen skal nu findes på anden vis, der er ikke politisk flertal for at aflyse den.
Det her rejser naturligt spørgsmålet – kan man som Konservativ både være økonomisk ansvarlig og samtidig gøre en forskel for Furesø’s ældre, altså udvikle ældreplejen selv med det store pres på budgetterne ? Gør det en forskel at have en konservativ formand for Ældre- og Sundhedsudvalget (ÆSU) og et konservativt medlem af udvalget ?
Ja det mener vi absolut.
På det overordnede plan er det en styrke at udvalgsformanden er fra et andet parti end borgmesterpartiet. Der vil være et mere kritisk blik på forvaltningens forslag og ageren, en større villighed til at udfordre, hvor det er nødvendigt.
Eksempel. Belært af erfaringen fra 2021 med plejehjemsprognosen, nægtede ÆSU at godkende prognosen i her i 2024, som vi fandt ude af trit med virkeligheden. Det krævede ret meget politisk rygrad. Prognosen for 2024 viste nemlig, at der med de nye pladser på Lillevang ikke var yderligere behov mange år frem. Konsekvensen af det var, at ønsker og planer om et friplejehjem blev lagt på is, og OK-Fonden trak sig. Udvalget fik i foråret gennemtrumfet at der blev lavet en opdateret prognose, og vupti, var behovet for et friplejehjem tilbage. Der er nu indgået Letter of Intent med OK om friplejehjem på Ny Vestergaardsvej.

Andre eksempler er at vi har fået en bestyrelse på Lillevang Plejecenter og konkurrenceudsat Lillevang’s Køkken så vi får undersøgt om vi kan få en bedre og mere fleksibel madordning. ÆSU med konservative i front fik også afværget at Klippekortet på plejehjemmene blev fjernet – en nedskæring på 1 mio blev stoppet. En vigtig langsigtet forbedring er også en ny demografi-model som bedre forudser hjemmeplejebehov for forskellige aldersklasser. Det betyder en opjustering af budgetterne til visiterede timer på 4-5 mio om året. Denne nye model er nu med i budgetforhandlingen for 2025-2026.
Så ja, det gør faktisk en forskel.
Samtidig er der grund til at rose den nye ledelse for ældreområdet og de dygtige medarbejdere for meget imponerende indsats med at få samtlige påbud på plejehjem og Rehabilitering fjernet. Det vidner om, at der arbejdes hårdt og systematisk på at sikre gode arbejdsgange og faglig kvalitet på vores plejehjem.

Det høje faglige niveau i Furesø’s sygepleje-team gør også at vi har tillid til at akut-funktionen kan håndteres af egne medarbejdere i Furesø og at vi ikke behøver betale overpris for det tvær-kommunale SHS team. Ca 2.5 opkald om dagen til dette team koster Furesø 2.7 mio om året. Der kan pengene bruges bedre uden at påvirke kvaliteten.
De besparelser, vi politikere er nødt til at gennemføre, kan heldigvis også bruges til at udtænke nye måder at levere service på. Mere brug af velfærdteknologi, såsom skærmteknologi og pillerobotter, kan reducere antallet af hjemmebesøg. Det giver mere fleksibilitet for de ældre som ikke skal sidde klar i måske timevis til at modtage hjælpen, og sparer desuden transport-tid. Selvfølgelig er det kun ældre, der kan håndtere teknologi, der skal tilbydes sådan en løsning.
Det er også sund konservativ fornuft at skære ned på brugen af dyre eksterne vikarbureauer. Som leverer medarbejdere, der ofte ikke kender de plejehjem og beboere, de skal hjælpe. I stedet investeres i flere interne medarbejdere, så der er en slags intern vikarfunktion. Det sparer penge, og leverer samtidig bedre service. Det er et forslag vi og ÆSU er glade for at bringe ind i budgetforhandlingerne.
Til sidst vil vi nævne demensområdet. Furesø har over en del år opbygget et stærkt demensteam og nogle rigtig gode tilbud til både demente og pårørende, såsom Demenscafeen. Demensteamet, som består af 5 vejledere og en ledende koordiator, har gjort rigtig meget godt og fortjener stor anerkendelse. Her i 2024 har vi desværre mistet et par medarbejdere, og en af de svære besparelser var at udsætte ansættelse af demensvejledere i to ledige stillinger indtil starten af 2025. Så der er en periode her i 2024, hvor der køres på nedsat kapacitet, indtil demensteamet igen bliver fuldtalligt i 2025. En uventet konsekvens som ingen forudså, viste sig at være at “Kom Ud” tilbuddet til pårørende en gang om måneden blev aflyst. Fra konservativ side er det rigtig vigtigt at tilbuddet kommer tilbage, måske i en lidt anden form, hurtigst muligt på den anden side af sommerferien.
Ældreområdet er hjerteblod for os konservative, og vi vil love at kæmpe for de bedst mulige forhold og de klogeste forandringer vi kan komme igennem med. Vi arbejder løbende tæt sammen med Seniorrådet, som giver meget godt input, og værdsætter i det hele taget både gode ideer og kritiske tilbagemeldinger.
Det skal være trygt og godt at blive ældre i Furesø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Debat – Konservative arbejder for Furesø’s ældre !”

  1. sb@simi.dk Bisgaard

    Desværre er der lang vej til målet. Og det er op ad bakke. Bliver trist når jeg ser besparelserne.

    1. Niels Jørgen Brandt

      Det er ikke nemt Solveig. Desværre er Furesø blevet en fattig kommune nu hvor der er solgt ud af det meste. Opgaven bliver at så mange besparelser som muligt bliver af den slags, hvor opgaver løses på nye måder, der faktisk er bedre. Men det er ikke muligt for dem alle sammen.

  2. Det er en fornøjelse at læse indlægget om ældreomsorgen i Furesø. Det er vores svageste borgere, det handler om. Borgere som ikke kan tage vare på sig selv. Det forpligter, og den opgave tager I på jer. Men det er pinligt at læse, at administrationen ikke ener at fremægge en prognose for udviklingen af plejebehovet. Se bare hvor store anstrengelser, der skal til nu for at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel. – Men når nu I har fået bedre styr på ældreomsorgen, så er det tid til at tage fat på en opgave på pårørendesiden. Et meget stort antal ældre bliver passet i eget hjem af pårørende, som yder en kæmpe indsats, ofte med eget liv som indsats. De slides op fysisk og psykisk. Der må etableres en meget bedre hjælp til de pårørende for eksempel med akut aflastning, vikarer, som kan tage over, når det brænder på etc. – Men tak for rigtig godt arbejde i ÆSU.

Der er lukket for kommentarer.