Debat – Konservative har sikret både børn, ældre og foreningslivet

Af Lars Carstensen, borgmesterkandidat (C)
Vi konservative har sikret længere åbningstid i daginstitutionerne, rullet besparelserne på vikarer tilbage og fastholdt lokaletilskuddet. Samtidig står vi vagt om både Gedevasevang og Skovgården – og jeg glæder mig over det store løft til skolerne, som skal styrke børns trivsel og læring.
Vi konservative gik i foråret ud med Forårspakken sammen med Venstre og Radikale, som havde til formål, at budgettet skulle give konkrete forbedringer i hverdagen for både børn, ældre og foreningslivet. Jeg er glad for, at det er lykkedes, og at vi med aftalen fjerner den forkortede åbningstid i daginstitutionerne, får rullet de urimelige besparelser på vikarer på plejehjemmene tilbage, fastholder lokaletilskuddet i det kommende år og samtidig sikrer den fremtidige drift af Skovgården og Gedevasevang. Jeg er også meget tilfreds med det store løft til vores skoler, som jeg håber, vil bidrage til at løse de alvorlige trivselsproblemer blandt børnene.
Ud af de 15 budgetønsker, vi fremlagde før forhandlingerne, er der også fundet midler til bedre pædagogdækning i daginstitutionerne. Der investeres i nye læringsrum på skolerne, der forberedes en fælles skolestart, der kommer fart på kommunens solcelleselskab, sagsbehandlingstiderne for byggesager nedbringes, og der indføres kunstig intelligens i sagsbehandlingen.
Alt i alt har vi fået opfyldt mere end halvdelen af vores ønsker. Nedenstående ting kunne vi ikke få med:
De tvungne lukkeuger i institutionerne afskaffes.
“Furesøtillægget” til lærere og pædagoger øges, så vi kan fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere.
Kommunens veje skal repareres, så både sikkerhed og fremkommelighed forbedres.
Belysningen på alle veje – uanset ejerform – er en klar kommunal opgave, som skaber tryghed for borgerne.
Vi afsætter penge til ekstra plejehjemspersonale også i de kommende år.
Vi vil skabe flere aflastningspladser til pårørende, der passer deres kære hjemme.
Vi styrker hjemmeplejen med øget akutkapacitet, så hjælpen er tæt på, når behovet opstår.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få vores ønsker gennemført i den kommende valgperiode. Jeg håber, at det nye byråd efter valget vil have et flertal, der kan sikre, at det bliver til virkelighed.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder