
Af byrådsmedlem Helle Vallentin – Formand for Udvalget for Beskæftigelse og Erhverv
I Alt om Furesø d. 21/1-25 kommer Lars Carstensen og Rikke Blak-Kristiansen med en række usande påstande om, hvad Rikke Blak i øvrigt selv har været med til at beslutte i udvalget for Beskæftigelse og Erhverv omkring boligsituationen for vores ukrainske flygtninge.
Ulykkeligvis er der stadig krig i Ukraine og vi modtager stadig nye ukrainske flygtninge i Furesø. Vi skal selvfølgelig tage godt imod vores nye flygtninge og tilbyde dem god og tryg indkvartering. Vi har i udvalget valgt at prioritere, at nye flygtninge skal have plads i vores midlertidige boliger. Det har vi gjort, fordi vi nu har en del ukrainere der har været i Danmark i et par år – de har fået et arbejde og en hverdag og dermed en økonomi der tillader, at de kan komme ud og bo sammen med andre, fx i vores almene boliger. Det vil give plads til nye flygtninge, som får tid til i ro og mag at omstille sig til en tilværelse i Danmark og vænne sig til alt det nye i en midlertidig bolig, hvor der er let adgang til information og vejledning hos de boligsociale medarbejdere.
Lars Carstensen og Rikke Blak anklager forvaltningen for også at ville smide dem ud, der har et arbejde. Vi har i udvalget lagt væk på, at de ukrainere der skal flytte i ny bolig, selvfølgelig skal have en økonomi der tillader det og derfor er i beskæftigelse. Den ydelse som flygtninge modtager fra kommunen, hvis de ikke har et job, er nemlig så lav, at den ikke tillader andre boligformer end et lejet værelse i Furesø og det er selvfølgelig ikke rimeligt for en familie.
Ingen bliver smidt ud med kort varsel. Det er aftalt med forvaltningen, at alle nu informeres om at det er nødvendigt, at nogle af dem der er i arbejde og har været i Danmark længst tid, skal indstille sig på, at det er tid til at komme videre, så der bliver plads til nye flygtninge. En information der skal sikre, at man i god tid kan vænne sig til at man måske bliver tilbudt en anden bolig – og at der selvfølgelig skal tages individuelle hensyn, herunder se på muligheder for at flere kan bo sammen, at der ydes hjælp til etablering og indretning af det nye hjem hvis man ikke selv har økonomi til det og at boligplaceringen gerne skal ske i nærheden at evt. skole og daginstitution.
Jeg var i øvrigt på besøg i Ukrainerhuset i fredags og talte med en familie som gerne ville flytte, så måske lykkes vi med denne manøvre uden de helt store sværdslag.