Debat – Konservative sidder ikke på sidelinjen i fire år

Af Lars Carstensen, byrådsmedlem og gruppeformand (C) i Furesø Kommune
En ny byrådsperiode er begyndt. Vi er knap kommet ud af startblokken – og alligevel er der allerede sat vigtige aftryk.
Dette månedsbrev er min måde at åbne døren ind til byrådsarbejdet, så du kan kigge med: Hvad beslutter vi egentlig, hvad kæmpes der om og for, og hvad betyder det for din hverdag i kommunen? Én gang om måneden vil jeg give et ærligt indblik i det politiske arbejde, retningen og de valg, vi står overfor.
Noget af det første, vi fik sat en stopper for, var et krav om, at borgere på private fællesveje skal betale for belysningen. Der blev lagt op til, at borgerne reelt kom til at betale flere gange for vejbelysningen på private fællesveje. For ikke nok med at der skal betales for strømmen, der skal også betales for administrationen.
Det blev heldigvis forhindret, da vi sammen med Radikale Venstre stillede et forslag i byrådet. For mig er det et godt eksempel på, hvordan politik bør fungere: Når noget er urimeligt, finder man flertal på tværs og får det rettet. Det er præcis den slags konkret politik, der betyder noget i hverdagen.
Vejudvidelser og støj
Trafik fylder mere og mere i vores område, og derfor har Det Konservative Folkeparti i Furesø sendt et høringssvar til Trafikministeriet om Ring 4, hvor den vigtigste pointe er at vi ikke ønsker en sekssporet vej på Ring 4. Derudover har vi været med i et fælles høringssvar fra Furesø Byråd, og et fælles svar sammen med syv andre kommuner langs strækningen.
I samme spor er arbejdet med overdækning af motorvejen gennem Farum blevet genoplivet. Det er et projekt, der både handler om støj, byudvikling og livskvalitet. Kommunen har af Trafikministeriet fået mere tid til at komme med løsninger, og det skal vi udnytte. Jeg ser gerne, at det ikke er kommunen men nogle eksterne, for eksempel gennem en projektkonkurrence, der tegner projektet.
Det er vigtigt, at vi husker, at veje går igennem lokalsamfund, hvor mennesker bor, lever og har deres hverdag. Vi kæmper for at få vejstøj højt op på kommunens dagsorden.
Når borgere havner mellem systemer
Noget af det, der fylder mest for mig personligt, er de henvendelser jeg får fra borgere, der føler sig klemt mellem regler, afdelinger eller systemer.
Som politiker må jeg ikke afgøre enkeltsager, og det skal jeg heller ikke. Men jeg kan stille spørgsmål til forvaltningen, få belyst baggrunden for en afgørelse og insistere på, at vi lærer af de sager, hvor systemet ikke fungerer godt nok.
Hver gang en sag viser et hul i vores procedurer, er det en mulighed for at gøre kommunen bedre for den næste borger. I januar var der en borger som klagede over den mad som kommunen serverer i vores rehabiliteringscenter. Det er efterhånden lang tid siden der har været klager over maden, men klagen tyder på, at vi skal lave et eftersyn af maden.


Indflydelse uden for konstitueringen
Konservative er ikke en del af konstitueringen i denne byrådsperiode. Det betyder færre møder på rådhuset – men ikke mindre politik.
Faktisk giver det mere tid til at tænke tingene ordentligt igennem og udvikle gennemarbejdede forslag. For vi har ikke tænkt os at bruge fire år på sidelinjen. Tværtimod. I sidste periode var der et rødt flertal på 11 ud af 21 mandater. Nu er det reduceret til otte. Det betyder, at der er mulighed for borgerlige løsninger, hvis viljen er der.
Vi kommer til at stille mange forslag, der trækker Furesø Kommune i en mere borgerlig og konservativ retning, for at opnå: Mere selvbestemmelse, bedre kvalitet for hver skattekrone, og en velfærd, vi kan være bekendt. Vi rækker hånden frem til de andre partier, også selvom vi står udenfor konstitueringen.
Det her er kun begyndelsen
Den nye byrådsperiode er lige begyndt. Men retningen er klar: Vi skal drive kommunen ordentligt. Vi skal bruge pengene klogt. Og vi skal huske, at kommunen ikke er en organisation for sin egen skyld, men den er til for borgerne. Det vil jeg fortsætte med at arbejde for hver eneste måned.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *