Af: Nicolai Bechfeldt (Venstres borgmesterkandidat i Furesø)
Kære Ole (A), Øyvind (Ø) og Jan (F).
Om lidt er der valg, og vi er alle spændte på resultatet.
Men om borgmesteren efter valget er rød, lyserød eller blå bør ikke afgøre, om vi begynder at bremse udledningen af kloakvand til vores søer – for det vil vi vel? Eller hvad?
For de penge, som Novafos har brugt på COWI-konsulenter de sidste mange år, der kunne vi have fået masser af lokale løsninger, der kan standse overløb. Vi kunne have udvidet forsinkelsesbassiner, som nogle foreslår, men vi kunne også have etableret naturbaserede rensningsløsninger.
Naturbaserede rensningsløsninger er ikke magi. Man har i eksempelvis Kalundborg kommune gode erfaringer med at etablere og drifte disse. De har i øvrigt den fordel, at de kan etableres allerede i 2026 til en brøkdel af den pris, som det kommer til at koste Furesø at være spændt for Novafos’ plan om at etablere to centrale rensningsanlæg til i alt tre milliarder kroner. Den pris er i øvrigt uden, at der er taget højde for, at Novafos’ løsning forudsætter separatkloakering, hvilket anslås at koste imellem 27 og 57 milliarder kroner. Nogle fuldstændig absurde tal, som vil mangedoble borgerne i Furesøs vandregning, hvis vi fortsætter ad den vej.
At etablere lokale naturbaserede løsninger kræver selvfølgelig, at vi tør stå en smule i egen ret og ikke lader os være spændt for et Novafos-projekt som tidligst kan levere en effekt i 2038.
Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er gjort noget ved problemet tidligere, og jeg forstår slet ikke, hvorfor borgmesteren kort før sidste valg lovede en løsning, som vi sidenhen aldrig har set skyggen af.
Dog synes jeg, at vi skal se fremad. Så jeg vil gerne tilbyde, at vi fra Venstres side er klar til at kaste os over at bremse overløb fra 2026. Jeg ved, at de andre borgerlige partier også gerne vil bakke op herom. For det har søerne, dyrelivet, og alle der bor i Furesø fortjent.
Skulle I ikke have lyst til at være med, så er her endnu et argument for et systemskifte i Furesø. Ole Bondo Christensen elsker at bruge udtrykket ”et langt sejt træk”, men nu har trækket varet i 16 år, og det er altså uholdbart, hvis det træk skal vare helt til 2038, før vi sætter en stopper for alt det kloakvand, der vælter ud i vores søer.







