Af Helle Katrine Møller. Kandidat til Furesø Byråd for Socialdemokratiet
Det sidste man skal føle som ældre og svækket i Furesø er: Jeg er til besvær.
Jeg har stadig mine forældre og svigermor. De er nu højt oppe i 80erne og inde i 90erne. Det er en kæmpe gave, ikke mindst for dem selv. Der er meget at nyde og meget at se tilbage på.
Men det slider at leve. Og lever man længe, er man meget slidt. Det kan vi ikke lave om på. Men vi kan lave om på, hvordan vi forholder os til det.
1. Der SKAL bare være penge i velfærdsstatens frontspids til den rigtige hjælp og pleje. Det skylder vi.
2. Der SKAL bare være en nænsom omsorg i plejen og for de professionelle men også i de personlige forhold, som plejen bygger på. Ældrepleje handler først og fremmest om mennesker – mødet mellem fagfolk og modtagere af pleje.
Det er de nemme overvejelser. Og der er rent faktisk en ret stor tilfredshed med Furesøs ældrepleje – både med hjemmehjælpen og plejehjemmene. Og der er sat flere penge til området de næste år. Men kedelige enkeltsager fylder og skaber utryghed.
Måske skal gode kræfter fra plejemodtagere, Seniorråd, fagfolk, pårørende og lokalpolitikere se på det system, der leverer plejen. Kan det være, at systemet lover noget, det ikke kan holde – hverken indadtil i forhold til medarbejderne eller udadtil i forhold til de ældre og de pårørende? Prøver systemet fx at få alle til at passe ned i samme kasse, i stedet for at få systemet til at passe til mennesker? Hvis alle skal passe ned i en kasse, vil man få uheldige hændelser, for plejekrævende personer er lige så forskellige som alle andre mennesker.
Helt personligt oplever jeg et system, der på lange stræk leverer varen.
Men der er jo kritik af systemet, herunder af fald og andre uheld. Nogen er gået en tur uden at kunne finde hjem igen. Andre bliver udskrevet til eget hjem fra hospital, selv om man er ude af stand til at tage vare på sig selv. Det må vi tage meget alvorligt. Med penge. Men også med en undersøgende blik på, hvordan vi ser på opgaven og tilrettelægger den.
