Debat – Mere tid til pædagogik

Af: Anders Medum Groth, Radikale (B), Næstformand i Børn og Skoleudvalget
Når man spørger landets børnehaveklasseledere, om vores børn er mere eller mindre forberedte på at gå i skole i dag, end de var for fem år siden, så får man nogle måske lidt overraskende svar. Det er måske ikke så overraskende, at de samstemmende fortæller, at børnene er blevet bedre til at navigere på en tablet eller en telefon. Men der er andre kompetencer, som børnene i højere grad mangler, som de tidligere var i besiddelse af. I dag er børn mindre gode til at tage hensyn til de andre i større fællesskaber. De er ikke lige så gode til at vente på tur, som de har været. De er heller ikke gode til at modtage fælles beskeder. Evnen til at løse konflikter på egen hånd er også blevet dårligere, og en del børn er mindre selvhjulpne ift. at tage tøj af og på og gå på wc. Det er nogle vigtige kompetencer, for at begå sig i skolen. Og det er nogle af de kompetencer, som børnehavernes pædagoger er rigtig dygtige til at dyrke og skabe. Og det er lige præcis de kompetencer, som skolen har brug for, når de skal modtage deres nye elever. Så skal der nok komme styr på bogstaver og tal i skolen.
Men tiden i børnehaven er i dag ikke så lang, som den var “da far var dreng”. I dagstarter de første børn i forårs-FFO allerede i februar måned, og overgår dermed til en institution, med en langt dårligere normering end i børnehaven. Alt andet lige er det bare mere svært at lære de kompetencer med færre kompetente voksne omkring sig. Og reelt set er det nok også sværere at lære dem hjemmefra, hvor familier ofte er på mellem 2-5 personer. Hvis man for alvor skal øve sig i at indgå i større fællesskaber, så er det i de større fællesskaber, man skal øve sig. Derfor skal vi give mere tid til børnehaven og pædagogik.
Vores børn skal ikke starte i forårs-FFO i hverken februar eller maj. De skal have mere tid, til at lære de vigtige sociale færdigheder i en tryg base i børnehaven. I dag er den sidste del af tiden i børnehaven for fragmenteret. Nogle børn smutter allerede i februar, og så skifter resten af maj. Det gør det svært for institutionen at lave pædagogisk arbejde med de største børn, fordi der både kommer små op på stuen og der bliver færre store børn at arbejde med.
Det er helt ok, at man bliver en smule træt af at gå i børnehave, inden man skifter til skolen. Det er ok, at man er lidt ovenpå, inden man starter i skole. De næste mange år skal de nok komme til at stå på tæer i skolen. Vi skal give lidt mere tid til, at vores børn kan få bygget på de sociale færdigheder i børnehaven. Den investering vil komme mange gange igen i skolen.


Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder