Debat – Muslimsk begravelsesplads i Furesø Kommune

Af Musa Harmanci (V). Byrådsmedlem for Venstre Furesø.
Et af vores vigtigste prioriteter hos Venstre Furesø er at sikre, at alle borgere – uanset baggrund og tro – føler sig hjemme og ligeværdigt behandlet i kommunen. Det gælder også, når livet slutter.
Derfor har vi i Venstre Furesø taget de første skridt til at undersøge muligheden for at udpege et stykke ubebygget jord til brug som muslimsk begravelsesplads. Dette sker efter ønske fra det store muslimske trossamfund i kommunen, som i længere tid har haft behov for et sted, hvor borgere med muslimsk baggrund kan begraves i overensstemmelse med deres tro og traditioner.
Det er vigtigt at understrege over for alle borgere, at der ikke er tale om etablering af byggeri, et større anlægsprojekt eller udgifter for skatteborgerne.
Det handler udelukkende om at finde en egnet lokalitet – et fredeligt og enkelt jordareal uden bygninger – hvor der kan ske jordfæstelse efter islamisk tradition. Det muslimske trossamfund i kommunen har allerede kapel og afskedsrum/kondolencerum til rådighed ved Farum Moské på Rugmarken.
I Danmark har vi religionsfrihed, og det er naturligt, at forskellige trossamfund skal have mulighed for at tage afsked med deres kære på en måde, der giver mening for dem. Det er hverken nyt eller usædvanligt.
Flere trossamfund har i mange år haft egne begravelsespladser i Danmark – herunder det muslimske trossamfund, som blandt andet har pladser i Brøndby, Roskilde og Hillerød.
Menighedsrådene og provstiet i Furesø har været en del af den indledende dialog med Venstre Furesøs Musa Harmanci gennem længere tid. Selvom det ikke har været muligt at reservere plads på de eksisterende eller kommende kirkegårde, har de venligt tilbudt deres rådgivning og ekspertise, hvis kommunen kan udpege et egnet areal. Det sætter vi stor pris på.
Det er netop dette, Venstre Furesø nu arbejder videre med. Ønsket er bragt videre til Plan- og Byudvalget med henblik på en politisk drøftelse af, om der i kommuneplanen findes egnede ubebyggede arealer, som kan udlægges til formålet.
Det er stadig tidligt i processen, og der skal naturligvis både være lokal opbakning, lovgivningsmæssig klarhed og politisk flertal i byrådet, før noget kan realiseres.
Venstre Furesø håber, at borgerne tager godt imod denne information. Vi mener, det er vigtigt, at Furesø Kommune er et sted, hvor alle – også når livet slutter – kan føle sig trygge og inkluderede.
Har man spørgsmål til projektet eller ønsker en dialog, står Musa Harmanci (V) gerne til rådighed – også over en kop kaffe.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

4 kommentarer til “Debat – Muslimsk begravelsesplads i Furesø Kommune”

  1. Bettina Ugelvig

    Hej Musa
    Sådan en fin idé og gode tanker, der ligger bag – jeg glæder mig til at se, hvad Venstre lægger op til, når vi skal behandle jeres forslag i Planudvalget på tirsdag. Som formand for udvalget har jeg desværre ikke haft mulighed for at se jeres forslag – det kom vist lige i sidste øjeblik.
    Du nævner Kommuneplanen, som I i Venstre jo kende ud og ind, hvad angår ledige arealer. Så hvor tænker I selv, at en muslimsk begravelsesplads skal ligge?

    1. Musa Harmanci

      Kære Bettina

      Mange tak for din positive kommentar og dine pæne ord – det sætter jeg stor pris på. Det glæder mig, at du ser gode tanker bag forslaget, og jeg ser også frem til, at i får en god og konstruktiv drøftelse i Planudvalget på tirsdag.

      Jeg forstår godt, at forslaget er kommet lidt sent frem, og jeg værdsætter, at du og udvalget alligevel tager dig tid til at forholde dig åbent og nysgerrigt til det. Grunden til den sene timing er den lange dialogproces med kirkegårdene samt menighedsrådene, hvor vi først modtog deres svar sidst i maj.
      (Lars tager deres brev med til mødet)

      I forhold til placering har vi ikke peget på ét specifikt område, da vi netop gerne vil have administrationens og udvalgets input med i processen – og sikre, at det sker med respekt for alle vores medborgere, planlægningsmæssige, praktiske og kulturelle hensyn. Der er i øvrigt ikke nogen særlige krav til placeringen.

      Vi ser frem til at høre jeres vurderinger og til, at vi i fællesskab kan finde en god vej frem.

      De bedste hilsner

  2. Wedell Christensen

    I doeden er vi alle lige. Derfor boer der ikke ske en separation af gravpladser.

    1. Musa Harmanci

      Kære Wedell Christensen,

      Tak for din kommentar.

      Jeg er helt enig i, at vi alle er lige i døden. Det er et smukt og grundlæggende princip, som vi naturligvis skal værne om. Netop derfor mener jeg også, at der skal være plads til forskellighed – også i den sidste afsked.

      Det handler ikke om at skabe afstand mellem mennesker, overhovedet ikke på nogen som helst måder – men om at give alle borgere mulighed for at blive begravet i overensstemmelse med deres tro og tradition. Det er et udtryk for respekt og inklusion – ikke separation.

      Vores ønske har hele tiden været at finde en løsning inden for de eksisterende kirkegårde i kommunen. Vi har gennem længere tid haft en god og konstruktiv dialog med menighedsråd og kirkegårde. Desværre har det ikke kunnet lade sig gøre, blandt andet på grund af pladsmangel og andre praktiske forhold. Derfor arbejder vi nu på at finde et alternativ, som stadig respekterer fællesskabet og skaber plads til alle.

      Bedste hilsner

Der er lukket for kommentarer.