Debat – Når drømme går i opfyldelse

Af: Anders Medum Groth, byrådsmedlem (RV) og Tine Hessner, Kulturudvalgsformand og byrådsmedlem (RV)
Kære FC Nordsjælland. Sikke en sæson! Jeres arbejde over de seneste år kulminerede på flere måder. Tænk engang; the double med både guld og pokalsejr til kvindeholdet. Det er vitterligt en flot præstation. Herresiden havde et fantastisk forår, og var tættere på den absolutte top af Superligaen end man turde håbe på i vinterpausen. Samtidig nåede I semifinalen i pokalturneringen og flere fine kampe i Europa blev det til. Det er de små marginaler, der gør, at sæsonen ikke sluttede på allerflotteste vis. Men det måske vigtigste parameter for os i denne sæson var, at I spillede foran et udsolgt stadion i flere kampe.
Det er en imponerende rejse klubben har været på. Og I har vist, at selvom man spiller i Farum, kan man godt spille på et udsolgt stadion, når bare kvaliteten på banen er høj nok. Det er en fremragende indsats af både spillere og stab.
Nu er I så småt retur fra sommerpausen og gør klar til henholdsvist Superliga og Champions League. 
Vi glæder os til at følge jer igen i næste sæson, når I skal på jagt efter nye mål. I inspirerer mange af vores pige- og drengespillere i hele kommunen. Selvom opstillingen i den nye sæson er markant ændret flere steder, har vi stadig ret til at drømme om en spændende fremtid sammen. Vi er glade for og stolte over, at I er i vores kommune. Vi ses på stadion!

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest