Debat – Naturen har brug for modige politikere og en faglig indsats

Af Frederik Waitz, branchechef for dansk byggeri, far til 2. Jacob Rasmussen, læge og far til 4. Rikke Anker Jensen, gymnasielærer og mor til 2. Jytte Juul Jensen, pensionist, 3 børn. Jakob Bertelsen, læge og far til 4. Nanna Ruth Wrangel, specialpædagog og spejderleder, mor til 2. Michael Madvig, far til 2. Ole Langsted, pensionist, 10 børnebørn. Rasmus Trock Kinnerup, projektleder og far til 2.
Baunesletten kan blive et trækplaster og en attraktion på linje med bisonskoven på Bornholm eller Jægersborg Dyrehave. Græssende dyr, et tæppe af blomster, luften fuld af fugle og flyvende insekter, gamle solbeskinnede træer og et rigt dyreliv. Baunesletten kunne blive starten på et stort sammenhængende naturområde rundt om Farum sø, måske en kommende Naturnationalpark – og et lysende forbillede for andre kommuners naturforvaltning.
Vi bor i Furesø kommune blandt andet fordi vi er glade for naturen, men vi er usikre på naturens fremtid og byrådets prioriteter i forhold til biodiversiteten.
Furesø Kommune har i den grønne plan tilbage i 2013 forpligtet sig på, at biodiversiteten ikke skal gå tilbage. Desværre har virkeligheden været anderledes.
Siden 2013 har kommunen mistet flere arter af sommerfugle og sjældne planter og med mindre man nu optrapper indsatsen gevaldigt så er der udsigt til at vi i årene frem mister endnu flere arter i Furesø kommune.
Men det er faktisk muligt at vende udviklingen. Stor og vild natur er forskernes anbefalinger og det kan også lade sig gøre i en mindre skala.
Borgerne i Furesø har stemt på et byråd der med tydelige grønne ambitioner er gået ind og har ansat dygtige fagfolk til at rådgive og til at gennemføre ambitiøse planer om naturgenopretning på flere af kommunens naturområder, herunder Baunesletten.
Selvfølgelig er der altid nogle højtråbende modstandere af enhver større forandring.
Storebæltsbroen havde en forening med 15.000 betalende medlemmer, der var modstandere af broen, før den blev bygget.
Fra debatten om Naturnationalparkerne ved vi, at der findes grupper af borgere der er modstandere af vild natur i deres baghave. Det er set i hele landet igen og igen og det er hvad man kan forvente.
Det var dog ikke forventeligt, at nogle af Furesøs byrådspolitikere ville ryste på hånden af den grund. Vi håber derfor at samtlige byrådspolitikere genvinder grebet om rattet og styrer os sikkert gennem blæsten og lever op til deres egne politiske målsætninger om at bremse tabet af biodiversiteten.
Kære byråd. Hold fast. Naturen kan ikke gå på kompromis, den uddør bare. Den gør det i stilhed mens vi kigger væk. De sjældne arter forsvinder fra det ene levested efter det andet fordi vores naturområder er for små og fordi kvaliteten af dem er for dårlig. Kvaliteten af vores natur er i høj grad jeres ansvar.
De ansatte i kommunen er kommet med solide faglige anbefalinger omkring indsatsen. Lyt til dem. De er dygtige. I har ansat dem til netop det arbejde.
Forskellen mellem rewilding og den nuværende maskinpleje er på ingen måde som at sammenligne forskellen mellem en Rolls Royce og en Volvo. Det er i virkeligheden forskellen mellem at have en bil med motor og en bil uden motor. Hvis vi fortsætter uden motor, kommer vi ingen vegne. Og hvis man vælger at lave kompromisløsninger som V og C nu foreslår, og dermed fortsætter uden motor, svarer det til at sætte nye viskere og sædevarme ind – men bilen vil stadig stå fuldkommen stille.
Vores maskiner kan ikke simulere vild natur. Vi kan simpelthen ikke gøre heste, okser og andre oprindelige planteædere kunsten efter. Vi har ellers prøvet i 50 år, men vi kan konstatere at arterne alligevel forsvinder mellem fingrene på vores menneskehænder.
Hvis vi som kommune – og I som byråd og politikere – har reelle ambitioner for naturen, så træf den fagligt rigtige beslutning. I det mindste der hvor naturen er mest værdifuld og der stadig er noget biodiversitet tilbage at redde. Det er der på Baunesletten. Derfor skal der hegn op, så man kan genetablere en naturlig helsårsgræsning, præcis som forskerne anbefaler og som man allerede har besluttet og sat penge af til i budgettet.
Vi skal redde den truede og karismatiske Violetrandet Ildfugl, 2 arter af rødlistede græshopper, en truet art af guldsmed og en række sjældne planter – og så er der alle de andre arter, vi endnu ikke har haft fokus på endnu. Jordbier, snudebiller, svampe, mosser, torbister, fugle og svirrefluer.
Den gode nyhed er, at forskerne er nået til samme konklusionen mange gange:
Biodiversiteten har det bedst i vild natur, uden produktion og uden forstyrrende menneskelige aktiviteter. Et stort varieret sammenhængende naturområde med naturlige dynamikker, vildtlevende store pattedyr, særligt planteædere, naturlig tilstedeværelse af vand og naturligt forfald af træer.
Nu hvor nogle byrådsmedlemmer fra V og K flirter med politisk at acceptere en stilstand i naturplejen, kompromisser og andre halve løsninger, så er det reelt det samme som at acceptere at arterne uddør. Det kan vi ikke være bekendt.
Generationskontrakten gælder i forhold til vores børn og børnebørn, og vi har en etisk forpligtelse i at vi ikke lader arter uddø, når vi rent faktisk har muligheden for at gøre nødvendige indsats.
Og hvis vi virkelig mener at naturen skal reddes, så hjælper det ikke at sende en halv ambulance.
Vi skal vælge vild natur, stor natur og rig natur. Det betyder at der skal naturgenopretning til og at vi skal sætte ind der hvor den mest værdifulde natur er
Bevar Biodiversiteten På Baunesletten byråd – vi har stemt på jer, så I kunne træffe de rigtige beslutninger og stå fast – også når det blæser lidt.
Kan vi regne med jer?

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

6 kommentarer til “Debat – Naturen har brug for modige politikere og en faglig indsats”

  1. Bent Rasmussen

    Og første gang nogen bliver tromlet ned af kreaturer så tænk på hvem der er medskyldige i beslutningerne…

    1. Christoffer Harder

      Bent Rasmussen: Ja, og sådan er det også i Dyrehaven med et enormt dyretryk og +1 million årlige besøgende. Ligesom, hvis man tillader bilkørsel med 40 kilometer i timen på en vej.

      En gang imellem sker der uheld ude i den virkelige verden, og kan man ikke leve med den risiko, må man hellere blive hjemme foran fjernsynet.

  2. Claus Maimann Davidsen

    Tak for et meget fint læserbrev. Meget enig. Biodiversitsts-krisen er ikke noget vi blot leger, og vi har brug for politikere som forstår at prioritere naturen nu, og hver gang det er muligt. Det virker useriøst at V og C nu går direkte imod fagfolkenes anbefalinger.
    Claus, far til 2, miljøingeniør

  3. Det virker og er ikke svært. Det svære er at slippe kontrollen og lade naturens magi udfolde sig. Der er reelt ikke noget alternativ og derfor ingen grund til at vente.
    Grøn Front 💚✊🏻💚
    Martin🐃 – far til to + en hund

  4. Vi lever altså i fredelig sameksistens med kvæg og heste herude ved Lindholm (på den anden side af Hareskovby), hvor der også er indhegnet et område – og der er stadig masser af overlevende hundeluftere. Debat er okay, men kære politikere, vær nu modige og tænk langsigtet. Der er masser af fremtid, der skal sikres!
    Mette, mor til to (og hundelufter)

Der er lukket for kommentarer.