Af Niels Jørgen Brandt (C), Lars Carpens (V), og Anders Medum Groth (B), byrådsmedlemmer og medlemmer af Natur- og Klimaudvalget
Onsdag d. 11 juni var træls. Vi vil som politikere gerne forandre tingenes tilstand til noget bedre, også selvom vi kan være lidt uenige, om hvad bedre betyder. Men når det handler om overløb til vores søer, er vi helt enige: De skal reduceres og stoppes så hurtigt som muligt.
Ved sidste møde i Natur- og Klimaudvalget blev vi desværre sat mange skridt tilbage. Vi har i bred enighed sat tydelige mål for reduktion af miljøpåvirkningen af vores vandmiljø – herunder søerne i kommunen: 50% reduktion i 2028, 75% i 2033 og 85% i 2038. De mål har Novafos kendt og arbejdet med i flere år. Fra et større katalog af mulige indsatser har vi først på året valgt en god håndfuld, som gav mest effekt for pengene, og som havde potentiale til at levere reduktioner i rimelig tid. Indsatsen med størst reduktion på 67% kunne realiseres på 6 år. Vi troede, vi havde konturerne af en god plan.
Den blev så skudt sønder og sammen af Novafos efter mere analyse. Indsatsen på 6 år tager nu 13 år. Frem mod 2037 kravler reduktionerne kun op på 31%! Altså en reduktion på mindre end 1/3 de næste 12 år. Novafos – og Furesø Kommune – løser simpelthen ikke opgaven!
Vi har forståelse for, at myndighedsbehandling og bureaukrati er en udfordring for Novafos. Men at vi ikke kan komme længere noget før, har vi ikke forståelse for. Novafos må og skal prioritere de opgaver, som vi stiller som kommune.
På baggrund af den skuffende status vil vi udvalgsmedlemmer fra Radikale, Venstre og Konservative foreslå, at der bliver kigget bredere på mulighederne.
Vi bliver nødt til at få flere innovative muligheder i spil. Naturbaseret biologisk rensning, som et billig og CO2-venligt supplement til de traditionelle beton og CO2-belastende løsninger, er en mulighed, der anvendes i andre kommuner. Kunne det være en mulighed i Furesø, selvom det er pladskrævende? Eller skal vi gøre det mere attraktivt for boligforeninger og grundejerforeninger at lave lokale renseløsninger, der muliggør frakobling fra det store spildevandssystem? Vi må hente inspiration fra løsninger i andre dele af landet. Vi har brug for nye synspunkter fra eksperter på området, også meget gerne borgere med erfaring og ideer. Alt tyder på, at vi også må arbejde langt mere på løsninger, der reducerer miljøpåvirkningen fra regnvand.
Bare at fortsætte med sneglefart i det spor, vi kører i nu, kan vi ikke acceptere. Vi kan som ansvarlige politikere ikke afvente, at Novafos bliver færdig med at etablere en ny centraliseret rensestruktur, som i bedste fald kan tages i brug i 2038 eller om 13 år.
Vi har haft behov for handling længe, og det, Novafos præsenterede, er langt fra godt nok. Der skal mere til.








1 kommentar til “Debat – Overløbshåndtering i sneglefart – Novafos løser ikke opgaven”
“Vi kan simpelthen ikke være det bekendt over for borgerne i Furesø, at vi stadig hælder overløb ud i søerne i årevis fremover. Det er til at tabe kæben over, at vi taler om 13 år og kun 31 % reduktion. Som håndværker siger jeg det lige ud: det her ville aldrig gå på en byggeplads – vi ville blive sendt hjem! Nok er nok. Moderaterne kræver, at der bliver lagt massivt pres på Novafos, og at vi som kommune åbner op for alle de løsninger, der kan sættes i gang her og nu. Naturbaserede løsninger, lokale renseløsninger – vi skal ikke vente i 13 år, mens vores søer tager skraldet. Furesø kan meget bedre end det, men det kræver politisk vilje til at handle – ikke flere pæne mødeprotokoller.”
Bjarne Damberg kandidat Moderaterne
Der er lukket for kommentarer.