Af Sarah Brandt-Kofoed, medstifter af Venstres Familiepolitiske Netværk, Byrådskandidat Venstre.
Vi skal kunne bade i vores søer uden at lave rygcrawl gennem toiletvand og delfinspring over flydende afføring. Rene badesøer burde være en selvfølge, men sådan er det desværre ikke. Her er virkeligheden: Det fosser ud med kloakvand fra vores huse direkte ud i vores natur. Det er ulækkert og ubetænksomt overfor vores børn og unge, at de skal overtage en verden, der bliver mere forurenet, end da vi selv overtog den.
Vi bør have en generationskontrakt, hvor vi overdrager en verden renere end den, vi modtog. For rene søer er ikke kun rare at bade i. De er afgørende for biodiversiteten. Når vi renser vandet bedre, beskytter vi naturen og hjælper den med at blomstre. Når vi værner om vores søer, beskytter vi også vores drikkevand, fiskebestanden og vores fugleliv. Vi er mennesker i et økosystem, og det økosystem skal vi værne om.
Overløb af toiletvand ud i søer og stigende regninger skader min tillid til, om kommunen har styr på det basale, om reglerne for bureaukratiske og om Novafos er til for at handle rettidigt. Der skal handles, men ikke hovedløst. For vi må spørge: Hvem betaler?
Løsningen kan ikke være, at regningen sendes videre til os forbrugere. Mange kloakprojekter betyder højere vandregninger for os alle og dyre krav til boligejere om omlægning af kloakker, der kan være ældre end husejerne selv. Det ender med at gøre hverdagen dyrere for os alle, og det skaber uro om vores privatøkonomi.
Løsningen må være, at kommunen skal bruge skattekronerne nøjsomt og målrettet; – måske skal vi gentænke Novafos’ rolle, arbejde for en “overhalingsbane” for at få miljøtilladelser hurtigere eller private løsninger; – bare der sker noget. Vores badetraditioner i vores søer, vilde dyreliv og børn har brug for grønne løsninger.








1 kommentar til “Debat – Rene søer, rent drikkevand, mere natur. Men hvorfor sende regningen til dig?”
Furesø Kommune har som den eneste medejer af Novafos mulighed for at trække sig ud af samarbejdet. Den bør man udnytte, for Novafos’ plan er ikke til gavn for borgerne i Furesø.
Furesø Kommune kan sagtens selv læse sine overløbsproblemer og forbedre og forberede de eksisterende anlæg til de kommende krav i EUs husspildevandsdirektiv.
Der er lukket for kommentarer.