
Af Furesø Seniorråd.
Det er som om Furesø kommune tror, at ældreområdet er et område, der bare kan spares på i det uendelige. Nu vil man til at skære i lønbudgetterne igen. Ganske vist fremstiller man sagen, som om man vil hente besparelsen på vikarbudgettet – men sådan et findes faktisk ikke. I virkeligheden er det en besparelse på lønbudgettet. Sagen er nemlig, at hverken plejehjem elle hjemmepleje overhovedet har et vikarbudget – det hele skal dækkes af lønbudgettet. Der lægges op til en besparelse på 2,5 millioner.
Besparelsen er på vej, på trods af at hele ældreområdet i 2024 havde et mindreforbrug på 9,5 mio kr. Altså et ganske betragteligt beløb. Årsagen til mindreforbruget angives at være ”øgede refusionsindtægter for sosu-elever”.
Seniorrådet formoder, at denne budgetkorrektion også vil være gældende i 2025, da korrektionen først fremkommer nu, lang tid efter at budgettet for 2025 er vedtaget.
Set i lyset af dette, så virker besparelsen på eksterne vikarer på 2,5 mio kr. helt urimelig og som en besparelse, som kommer til at ramme både meget hårdt og meget skævt.
Seniorrådet er helt enig i de tiltag, der er igangsat for at nedbringe vikarforbruget, men det ændrer ikke det faktum, at det er lønbudgettet der spares på. Bruges grønthøstermodellen, som der lægges op til, straffes de institutioner, der har et lavt vikarforbrug.
Bruges den foreslåede alternative model, straffes de institutioner, der har det højeste vikarforbrug. Ingen af delene er rimeligt. Det er jo ikke sådan, at man bare bruger løs af vikarer – man bruger vikarer, fordi det er bydende nødvendigt. Institutionerne står i den situation, at de risikerer at skulle modtage borgere, der er så plejekrævende, at et øget vikarforbrug er uundgåeligt. Den usikkerhed kan man ikke forudse ved budgetlægningen.
Set i lyset af budgetoverskuddet i 2024 vil Seniorrådet anbefale at besparelsen tages af bordet, og at man derudover overvejer at oprette en central pulje til dækning af ekstraordinære vikarudgifter.
Ældreområdet tåler ikke flere besparelser – og slet ikke besparelser på lønbudgettet i tider, hvor rekruttering og fastholdelse af gode medarbejdere er presset.