Af John Madsen. Officershusene 51. 3500 Værløse
Denne kronik tager udgangspunkt i en lokal og almen erfaring: At vores samfund mange steder er blevet mere effektivt og velorganiseret, men samtidig mindre tilgængeligt for almindelige mennesker i hverdagen. Refleksionerne udspringer af mine egne oplevelser som borger og tilflytter i Furesø Kommune, hvor jeg har boet i fire år.
Det handler om tilgængelighed som et bredt menneskeligt og demokratisk spørgsmål – ikke partipolitisk, men borgernært. Jeg håber, kronikken kan bidrage til refleksion og debat blandt læserne i Furesø Kommune.
Vi lever i et samfund med flere løsninger, informationer og muligheder end nogensinde før. Alligevel oplever mange mennesker, at hverdagen er blevet sværere at navigere i. Ikke fordi vi er blevet mindre ressourcestærke, men fordi det samfund, vi har bygget, på mange områder er blevet mindre tilgængeligt.
Det problem er værd at tage alvorligt. Mange af de løsninger, vi har skabt, er effektive for systemerne. De er digitale, standardiserede og velorganiserede. Men for en stigende del af befolkningen er adgangen blevet mere kompleks. Man skal kunne finde den rigtige indgang, forstå sproget, kende procedurerne og have overskud, før man overhovedet kan stille sit spørgsmål.
Digitalisering har gjort mange ting lettere, men den har også flyttet mere ansvar over på den enkelte. “Digital først” er mange steder blevet til “digital kun”. Telefonnumre er svære at finde, og personlige kontaktmuligheder er reduceret. For dem, der ikke passer ind i standardløsningen, er vejen længere.
Det samme mønster ses i foreningsliv og demokrati. Mange lokale partiforeninger og fællesskaber undrer sig over faldende medlemstal og lavere deltagelse. Samtidig er møder, sprog og strukturer ofte indrettet til dem, der allerede er med. Nye skal forstå koderne og finde sig til rette, før de føler sig velkomne.
Fællesskabet findes, men indgangen er blevet snørklet.
Også i vores fysiske omgivelser møder vi utilgængelighed. Et hul i asfalten kan virke som en mindre detalje, men for mennesker med rollator, kørestol, barnevogn eller nedsat syn kan det være en reel barriere. Små forhindringer kan få store konsekvenser, når hverdagen skal fungere.
Derfor bør vi begynde at stille et enkelt, men afgørende spørgsmål:
Kan mennesker faktisk finde, forstå og bruge det, vi har skabt?
Tilgængelighed handler ikke om særhensyn eller om at bremse udviklingen. Det handler om at sikre, at udviklingen kan bruges i praksis – af rigtige mennesker i rigtige liv. Det er en forudsætning for deltagelse, fællesskab og tillid.
Når mennesker igen og igen oplever, at de ikke kan finde vej, forstå sproget eller få adgang til hjælp, trækker de sig. Ikke i protest, men i stilhed. Fra fællesskaber, fra foreninger og fra demokratiet.
Tilgængelighed er derfor ikke et luksuskrav. Det er en demokratisk nødvendighed. Et samfund kan være velfungerende på papiret og utilgængeligt i virkeligheden. Det bør vi tage alvorligt.
