Af Morten Flindt, kandidat til Byrådet i Furesø for Venstre
Under overskriften ”Borgmesterrundtur er ikke valgkamp” beskrives det i Alt om Furesø, hvordan forvaltningens støtte til borgmesterens valgturné skam ikke har noget med valgkamp at gøre, bare fordi der er valg lige om lidt. Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forklarer i samme artikel, at borgmesteren ikke bryder nogen regler, men at der i kommunerne ofte er en vis forsigtighed i forhold til, hvad forvaltningen hjælper politikerne med op til valgene.
Og den forsigtighed, som altså ikke findes i Furesø Kommune, er der god grund til at have. Vi skal som borgere kunne stole på, at forvaltningen ikke bliver brugt partipolitisk, og det er simpelthen svært, når borgmesteren tager på kommunalt arrangeret turné lige op til et valg.
Det er en god idé at møde en masse borgere, selvfølgelig. For en ægte engageret borgmester havde det været oplagt at gøre forud for budgetforhandlingerne sidste år eller budgetjusteringerne denne sommer, så man rigtig kunne få samlet en masse input. I stedet nøjedes man sidste år med en halvhjertet høringsproces og et borgermøde, der lå så sent i processen, at budgettets vigtigste poster for længst var klappet af partierne imellem.
Den helt store turné, hvor folk kan møde borgmesteren uden dagsorden, men med lige netop det, de har på hjerte, er i stedet placeret lige op til valget.
Valgkampen er startet for længst. Alle partier fører aktiv valgkamp. Borgmesteren fører selv valgkamp. Og der er i hvert fald ingen tvivl om, hvordan hans turné bliver opfattet der, hvor han kommer på besøg. Som de skriver hos Grundejerforeningen Laanshøj: ”Der er snart kommunalvalg, og valgkampen er skudt i gang. Furesøs borgmester tager på charmeoffensiv og har annonceret en række besøg rundt om i kommunen…”
Borgmesteren ved godt, det handler om valgkamp. Vi andre ved godt, det handler om valgkamp. Borgmesteren ved godt, vi andre godt ved, det handler om valgkamp. Alligevel lader han som om, det ikke handler om valgkamp.
Siden 2009 har kommunikationsbureauet Radius undersøgt, hvilke faggrupper danskerne finder mest og mindst troværdige. Allernederst, under ejendomsmæglere og bilforhandlere, har vi hvert eneste år fundet politikerne. Radius har ikke en entydig grund til, at politikerne konsekvent ligger så lavt, men blandt de mulige forklaringer findes politikernes manglende evne til at erkende og indrømme egne fejl samt politikernes evne til at tale uden om.
Ønsker Borgmester Ole Bondo Christensen med sin kommende valgturné at bidrage til politikerfagets manglende troværdighed, lykkes han til fulde.
Bevares, det må da være fristende for borgmesteren og Socialdemokratiet at få andre til at arrangere en masse møder rundt om i kommunen. Men det rigtige, ikke bare for borgmesterens egen skyld, men også for tilliden til politikere bredt set, havde været at lade den socialdemokratiske lokalforening stå for arrangementerne. Så havde der været rene linjer, og vi havde ikke haft en diskussion om, hvorvidt skattekronerne – ligesom med den skattefinansierede valgbus – bliver brugt til at føre valgkamp for Socialdemokratiet. Og borgmesteren havde sluppet for at skulle lade som om, at hans valgkampsturné ikke har noget med valgkampen at gøre.







