Debat – SF og S: Med blik for det vigtige har vi sat velfærden først og løftet fællesskabet

Af Jan Kjældgaard (F), gruppeformand for Socialistisk Folkeparti. & Bettina Ugelvig (A), gruppeformand for Socialdemokratiet
Normeringerne i vores dagtilbud styrkes markant, og den reducerede åbningstid rulles tilbage. De 14-18-årige får også glæde af Børneperspektivet, og der afsættes en betydelig sum penge til at udvikle og styrke vores folkeskoler. Normeringerne forbedres på vores plejehjem, og der afsættes 10 mio. kr. til at styrke kvaliteten yderligere i ældreplejen – og så skal vi have styr på regnvandet ved at lave flere LAR-løsninger.
Det er blot nogle af de investeringer, som vi er glade for i tillægsaftalen til vores toårige budgetaftale.
For os i SF og Socialdemokratiet er det helt afgørende, at vi investerer i mennesker, i fællesskaber og i vores omverden. Med den nye tillægsaftale til budgettet gør vi netop det.
Vi skal undersøge, hvordan vi bedst viser normeringerne i vores dagtilbud i børnehøjde. Det er vigtigt for både børnene og for medarbejdernes hverdag, og derfor er vi rigtig glade for, at der er afsat 300.000 kr. til at få undersøgt hvordan de faktiske normeringer er i vores daginstitutioner. Det vil være en rettesnor for, hvordan vi skal prioritere midler til normeringer i fremtiden.
Vi sikrer desuden et vigtigt kompetenceløft til vores medarbejdere, når vi afsætter 10 mio. til kompetenceudvikling i en tid, hvor de store velfærdsreformer ruller.
Vi tager ansvar for den grønne omstilling ved at investere i cykelstier, fjernvarme og regnvandshåndtering, så vi både passer på klimaet og skaber bæredygtige løsninger til gavn for kommende generationer.
Endelig styrkes kultur- og fritidslivet også. Vi genindfører gratis adgang til Filmstriben, fjerner besparelsen på lokaltilskud til foreningerne i 2026, afsætter midler til en aktivitetsmedarbejder i Farum kulturhus og sætter ind med særlige indsatser for udsatte børn og unge ved at styrke fritidsvejledningen.
Med denne tillægsaftale står vi rigtig godt, når vi i efteråret 2026 går i gang med at forhandle en ny budgetaftale – og lige nu glæder vi os ærligt talt til at se prioriteringerne i tillægsaftalen folde sig ud.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder