Debat – Spildevandet sejler – og løsning bygger på gæt

Det er i følge Novafos ikke muligt at grave dybere i overløbsbassinet i Fredtofteparken.

Af Kresten Bergsøe, Farum.
Mandagens beslutning i Natur- og Klimaudvalget om at gå videre med Novafos’ rørbassin ved Fredtofteparken bør udløse ét krav med det samme: Uafhængig dokumentation før investering. Hvad bygger dimensioneringen på – målinger eller antagelser? Lige nu ligner det antagelser. Og det er ekstra alvorligt, fordi Fredtofteparken er kommunens største overløbspunkt til Farum Sø.

Novafos’ dobbeltrolle er uholdbar
Novafos rådgiver om problemforståelse, løsningsvalg, prioritering og dimensionering – og står samtidig klar til at levere og drifte den løsning, de selv anbefaler. Det er ikke “uheldigt”. Det er en klassisk interessekonflikt i et monopol, hvor der ikke findes en reel konkurrent, der kan presse pris, udfordre design og løsninger eller teste antagelser.
Konsekvensen er forudsigelig: leverandørens vurdering bliver “sandheden”, og politikere skal træffe tekniske beslutninger uden et uafhængigt fagligt sikkerhedsnet. Derfor bør kommunen adskille rollerne: Novafos leverer drift og data – men anbefalinger, business case og prioritering skal ligge hos en uafhængig rådgiver.

85% i 2038 er et politisk alibi
Novafos skriver selv, at der skal tilføjes ca. 920 m³ for at nå en politisk målsætning om 85% reduktion, og at man derfor arbejder med ca. 1.800 m³ samlet kapacitet (eksisterende bassin ca. 900 m³ + nyt).
Overløb til Farum Sø er ikke et Excel-problem. Det er et miljøproblem. Når man etablerer ny infrastruktur ved det største overløb, bør målet være praktisk ophør af overløb – og robusthed mod fremtidige klimapeaks vi ved som kommer. En procentmålsætning i 2038 er ikke en løsning. Det er en udsættelse til næste generation.
Novafos’ notat til Natur- og klimaudvalget understreger, at det er en screening, og at både antagelser og økonomi kan ændre sig, når man går tættere på løsningerne.
Det burde få politikerne til at bremse, ikke accelerere: Et projekt til 75+ mio. kr. må ikke bygges på “vi ser nærmere på det senere”.

Doktorens Bugt: 63 mio. blev til over 400 mio. efter screening
Furesø har allerede betalt for den lektie. Byrådets beslutning i 2020 om ca. 63 mio. kr. til Doktorens Bugt endte – efter “nærmere undersøgelser” – med et prisskilt på over 400 mio. kr., og projektet blev droppet – så borgerne bader stadig i 2026 i deres egen afføring. Pointen er enkel: Screening kan være starten på en budgeteksplosion. Derfor skal grundlaget være robust, før politikerne binder borgerne til nye anlæg og infrastruktur.

“Man kan ikke grave dybere” er en påstand, der skal testes
Novafos anfører, at en udviddelse af det eksisterende bassin ved ganske enkelt at grave det dybere begrænses af pumpestationens bundkote, og at uddybning vil fordyre pga. ombygning, spuns, grundvandssænkning og opdriftssikring. Folkene i Grundfos vil blive chokeret over at man i Furesø ikke kan pumpe vand 5 meter i højden og vil med sikkerhed gerne hjælpe. Men når Novafos sidder med samtlige kasketter på i processen, er det netop den type konklusion, der skal efterprøves af en uafhængig rådgiver: Hvad er teknisk nødvendigt? Hvad er worst-case antagelser? Hvilke alternativer løser problemet bedst pr. krone?

Novafos rådgivning er baseret på antagelser
Alle tal for overløb i Furesø Kommune – også Fredstofteparken er baseret på modelberegninger foretaget af Novafos. Erfaringer andre steder i landet er, at disse beregnede tal kan afvige flere hundrede procent fra de faktiske volumener, når de så måles. Derfor er det stærkt kritisabelt, at Novafos og Furesø Kommune i mere end 12 år ikke har kunne finde 50.000 kroner til at montere en flowmåler ved hvert overløb. Man accepterer derimod, at disponere millioner af borgernes penge på modelberegninger. Det udstiller niveauet af faglighed hos Novafos og hvor skrøbeligt beslutningsgrundlaget er for politikerne.
Minimumskrav før man bruger 75 mio. kr.
Flowmåling og datakvalitetssikring
Dimensionering til fremtidige klimapeaks
Sammenligning på samme metode (CAPEX/OPEX/effekt/tid/risiko)
Uafhængig vurdering af Novafos’ antagelser og alternativer

Furesø har siden Novafos etablering kunne teste kvaliteten af de forslag der kommer fra selskabet og deres komplet manglende interesse i at stoppe overløb af kloakvand til vores vandmiljø. Det mindste politikerne i Furesø Byråd kan gøre, er at sikre transparens og uafhængighed i problemernes faktiske omfang, løsningerne og økonomien.
Det er vi ikke i nærheden af i dag – og slet ikke med Natur- og Klimaudvalgets beslutning i mandags.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder