Af Sarah Brandt-Kofoed, byrådskandidat for Venstre og medstifter af Venstres familiepolitiske netværk
Jeg er provokeret. DR’s nye dokumentar “Skolens tabte børn” viser, at der ingen grund er til at mase alle børn ind i én kasse: den almene folkeskole. Inklusion, og nu “re-inklusion”, presser yderligere de i forvejen pressede rammer i folkeskolen og udgifterne vokser. Jeg mener, at der skal nye greb til, for alle børn fortjener at høre til.
Der er brug for tidlige indsatser i dagtilbud og skole! Ja, det koster, men alternativet koster en umenneskelig høj pris. Rettidig hjælp til barnet mindsker behovet for tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der går hjemme med deres børn. Det samme med udgifter, der enten er forbundet med at hjælpe børn og unge videre efter mangelfuld hjælp eller til forældre med ikke at knække, mens de står i “orkanens øje” og passer på deres børn.
Besparelser må aldrig være et mål i sig selv, når konsekvensen ved at nægte et barn det rette skoletilbud eller forældre den støtte, de har brug for, er uoverskuelig.
I Furesø bruger vi 32 % af skoleområdets budget på blot 6,5 % af eleverne. Det efterlader 68% af midlerne til de sidste 93,5% elever; – og ingen kan svare på, hvilken kvalitet vi egentlig leverer til den store gruppe børn i den almene folkeskole. Samlet set er jeg oprigtigt bekymret for, hvornår udviklingen stopper, hvis vi ikke tænker anderledes.
Skal vi vente med at handle til den dag, hvor halvdelen af skolernes budgetter går til en tiendedel af eleverne? Fortsætter kommunen som nu, vil alene udbetalingen til tabt arbejdsfortjeneste tilsvarende øges fra de nuværende 25 millioner kroner om året.
Forældre i DR-programmet ønsker ikke ydelser, men at bidrage med skat. Ingen forældre drømmer om, at deres børn skal have det dårligt. Spørgsmålet er derfor: Er vi kommet dertil, hvor vi bør have ét budget for den almene folkeskole og ét budget for den specialiserede folkeskole, så kvaliteten af undervisningen ikke udhules for nogen.
Ikke alle børn kan inkluderes i den almene folkeskole, men det gør ikke, at børn på en specialskole er udenfor det fællesskab, som folkeskolen skaber. En specialskole er også en folkeskole; ergo, er de børn også inkluderet i folkeskolen. Vender vi blikket, præmisserne for støtte og skolestrukturen, kan vi bevare fællesskabets skole(-r) og inkludere på barnets præmisser.
