Debat – Vi skal ikke bygge for vækstens skyld

Af Lars Carstensen (K), borgmesterkandidat
Jeg vil have, at vi er en kommune, hvor det er byrådet, og dermed borgerne, der sætter retningen for byudviklingen, ikke de store bygherrer. Vi skal ikke vokse for vækstens skyld. Vi skal udvikle vores bysamfund med omtanke, så der skabes liv, fællesskab og kvalitet. Vi skal ikke bare have flere bygninger og flere borgere.
For mig betyder det, at byplanlægning kommer før vækst. Vi skal sige nej til projekter, der ikke passer ind i helheden. Byrådet skal styre udviklingen. Investorer og bygherrer skal være gæster i en plan, som vi har lagt.
Når vi bygger, skal vi have mere fokus på at skabe blandede boligområder, hvor unge, familier og ældre kan bo side om side og være en del af et fællesskab. Der kunne for eksempel være tale om andelsboliger, som der i forvejen ikke er mange af, eller tiny houses, som giver mange flere muligheder for alle.
Hvordan vil jeg gøre det?
Jeg vil arbejde for klare byudviklingsplaner, hvor vi sætter faste rammer, og husker at overholde dem, når bygherrerne banker på døren.
Jeg vil være med til at sikre en bedre balance mellem ejerboliger, lejeboliger og andelsboliger.
Jeg vil lægge vægt på arkitektur, bevaringsværdige bygninger og miljøer, grønne områder og fællesrum. Det vil jeg, fordi vores bysamfund er meget mere end kvadratmeter og mursten.
Jeg mener, vi skal bygge for de mennesker, der bor i Furesø. Vi skal ikke bygge for vækstens skyld.
Furesø skal være en kommune, man føler sig hjemme i og hvor der er plads, lys og luft.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder