Debat – Vi skal prioritere kulturen

Af Lars Carstensen (K), borgmesterkandidat
Vi har allerede mistet Baadfarten, Egnsteateret og Skovhuset til nedskæringer. Og lad os være ærlige: Det er et kæmpe tab.
Når kulturen skæres væk, skæres der ikke bare i budgetter. Der skæres i vores fællesskab, i vores identitet og i de oplevelser, der giver liv mellem murstenene. Det er meget ærgerlige besparelser, for der bliver i forvejen ikke brugt mange penge på kultur i vores kommune.
Når et flertal gang på gang skærer i kulturen og i tilskud til fritidsaktiviteter, sender man et signal om, at kultur ikke er vigtig.
Jeg nægter at acceptere, at kultur reduceres til “nice to have”. Kultur er det, der gør en kommune levende. Uden kultur er vi bare et kommunenavn på et kort.
Derfor vil jeg foreslå, at vi opprioriterer kulturen i Furesø.

Jeg foreslår, at vi genindfører Kulturprisen, så vi igen hylder de mennesker, der løfter kulturen i Furesø.
Vi bør ligeledes passe på de faciliteter og udstillingssteder vi har, og vi skal sørge for vedligeholdelse og renovering, så vi ikke lader vores kulturarv forfalde. Det gælder f.eks. skulpturparken i Farum, Den Gamle Skole i Kirke Værløse og Hareskovhvile – for bare at nævne nogle få eksempler.
Jeg vil også foreslå, at vi i højere grad støtter kulturarrangementer, fordi møder mellem mennesker skaber energi, glæde og sammenhængskraft. Uden støtte bliver store enkelte events eller andre fyrtårnsprojekter ikke til noget.
Hvis vi ikke prioriterer kulturen, svigter vi os selv.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder