Debat – Vi vil have en god folkeskole, men taber den allerede i vuggestuen.

Af Sarah Brandt-Kofoed, kandidat for Venstre Furesø og stifter af Venstres familiepolitiske netværk
Ville du investere i en virksomhed eller vælge et hospital med kun 9% god kvalitet? Hvis vi byggede vores virksomheder eller hospitaler, som vi bygger børns liv, ville alt ramle.
Det er præcis den virkelighed, vi forældre står i, når vi afleverer vores børn i vuggestue, dagpleje eller børnehave. Det er hård læsning fra de nationale kvalitetsrapporter: Kun 13% af vuggestuerne og 9% af børnehaverne lever op til en kvalitet, vi med hånden på hjertet kan kalde god. 0% fremragende. Er det acceptabelt? Nej, det er uretfærdigt og modstridende det, vi forventer af vores skattekroner.
Med de resultater, forventer vi alle, at børnene trives?! At de er klar til livet og klar til skolen?! 9% god kvalitet i sundhedsvæsnet havde udløst en akut national handleplan. Hvor bliver den af på dagtilbuddene? Den differentiering af centrale velfærdsområder er ulogisk, når vi ved, hvor afgørende et godt børneliv er for at have en god skolegang, at få uddannelse senere i livet og for sundheden resten af livet.
Hvis vi virkelig vil have en rigtig god folkeskole og give vores børn et solidt afsæt for resten af livet, starter det før børnehaveklassen; – nemlig i de første 6 år af livet.
De første seks år af vores børns liv skal aldrig mere være “venteværelse” til “det rigtige liv”, fordi de år er selve fundamentet for livet. Her formes selvværd, sociale evner, tillid til voksne og nysgerrighed på verden. Det er her, vi enten giver børn ro til at gro og sætte stærke rødder – eller planter de første frø til mistrivsel, eskalerende udsathed og nederlag.
Måske bør KL og Regeringen i gang med at drøfte, hvilke kommunale opgaver det er, at kommunerne IKKE skal løfte for at løfte dagtilbuddene i kvalitet? Måske bør dagtilbuddene høre til hos Venstres handlekraftige Sundheds- og Indenrigsminister Sophie Løhde? Som forælder og skatteborger havde jeg forventet en national handleplan allerede, men dens fravær støjer.
Jeg siger det igen: Den kvalitetsmåling var aldrig gået i sundhedsvæsnet. Når der alligevel tales reformer og forandringer i de kommende år, så sig det klart med et personligt kryds til kommunalvalget i november: dagtilbuddene skal prioriteres for at kunne lave en god folkeskole. Det fortjener børnene, fremtiden – og det skylder vi hinanden som kommune. Og som samfund.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder