Af: Anders Medum Groth, Radikale (B), Byrådsmedlem
Vejdirektoratet har fremlagt deres miljøkonsekvensvurdering for udvidelse af motorvejen gennem Furesø fra fire til seks spor. I skrivende stund er der allerede kommet mere end 50 høringssvar. Det er jeg rigtig glad for! Det er nemlig vigtigt, at vi fortæller Vejdirektoratet, hvad vi synes om projektet gennem vores kommune. Dem skal både de og de ansvarlige politikere på Christiansborg kende. Og der er mange ting, som man kan tage udgangspunkt i med sit høringssvar. Et af de vigtigste områder for mig er støjen. I dag er mere end 8.000 boliger i Furesø plaget af støj. Vejdirektoratet har i deres forslag fremlagt væsentlige støjbekæmpelsesinitiativer. Men alligevel vil 6.800 boliger fortsat være plaget af støj i 2040, med de foranstaltninger Vejdirektoratet indtil nu har anbefalet. Det er ikke godt nok. Vi mangler fx at Vejdirektoratet anviser en fuld overdækning af Fiskebækbroen. Beregningerne er lavet på både pris og støjbekæmpelse. Men det er ikke fremlagt i materialet. Den tilvalgsmulighed skal Christiansborg have.
Samtidig er det også værd at bemærke, at i den nordøstlige del af Farum påtænker man at bygge en støjskærm på toppen af støjvolden. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, da det vil skygge for enorm mange borgeres boliger og udsigt. Vi ved at støjbekæmpelse foregår bedst ved støjkilden. Derfor skal Vejdirektoratet hellere bygge højere støjskærme tæt på motorvejen. Eller endnu bedre: Overdække hullet i Farum. I Nørreskoven er der planlagt en ret fin støjbekæmpelse imod Værløse. Men den østlige side er fuldstændigt blottet. Det betyder at naturen og det rekreative liv ved Furesøbad får endnu mere støj end i dag. Og reelt kommer støjen til at flyve helt til Virum og Holte. Det er ikke tilfredsstillende. Nattergalelunden tænkes også inddraget til afvanding af motorvejen. Det går ikke, at så fint et naturområde tænkes inddraget. Så der er nok at fortælle om i et høringssvar. Har du endnu ikke fortalt hvad du synes, så er er høringsperioden fortsat aktiv indtil d. 22. august på https://www.vejdirektoratet.dk/hilleroedmotorvejen-mellem-ring-4-og-farum
Vi har brug for at stå sammen i kampen imod støjen.








1 kommentar til “Debat – Vil du have motorvej og støj?”
Støjbekæmpelse på motorvejen er i den grad negligere.
Der er lukket for kommentarer.