Af Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø Kommune.
Stemmedeltagelsen til kommunalvalget i Furesø faldt fra 2017 til 2021, og hvis man kikker nærmere ned i tallene, kan man se, at der er store forskelle mellem vores forskellige bydele. Ved valgstedet i Farum Kulturhus faldt stemmedeltagelsen med 5 pct. point og endte helt nede på 53 pct. Omvendt lagde hele 85,3 pct. af Hareskovborgerne deres stemmeseddel i valgurnerne i Hareskovhallen. Der er altså mere end 30 pct. point forskel på valgdeltagelsen i de to bydele. I nogle af vores boligområder er det under halvdelen af de stemmeberettigede, der stemmer. Med så stor en forskel kommer der en skævhed i vores demokrati. Det skal vi rette op på. Derfor har vi sat gang i samarbejdet med Integrationsrådet, Bydelsmødre, Furesøs foreninger og Boligorganisationerne. Vi har afsat penge til unge valgambassadører og til en valgbus, der skal besøge de unge, hvor de færdes, og de områder i kommunen, hvor valgdeltagelsen er særlig lav. Som noget nyt er der i år valgmøde i Langhuset, og alle partier har sat hinanden stævne på gangstrøjet i Farum Midtpunkt den 1. november for at opfordre alle til at stemme. Vi har alle et ansvar for en høj valgdeltagelse. Lad os tage naboen, kollegaen, og badmintonmakkeren under armen og gå ned og stemme. Man kan allerede nu brevstemme. Se mere her: Brevstemmer. Demokratiet er for alle.






