Lørdag blev Flyvestation Værløse indtaget af flere hundrede glade langrendsløbere.
Sneforholdene på Flyvestationen er rigtigt gode i disse dage, og rygtet har spredt sig vidt omkring via blandt andet Københavns Skiklub og Dansk Skiforbund.
Langrendsløberne kunne nyde solen og de store vidder. Det er sjældent at der er så gode forhold for langrendsløberne i området, og det tiltrækker alt fra nybegyndere til eliteløbere.
De fleste asfaltveje og grusstier er gode at køre på. Underst er et godt fast lag med is, og ovenpå et tyndere lag af enten løst eller hårdt pakket sne.
Alt dette giver sjældent gode forhold, og en lejlighed til at lufte selv de dyreste langrendsski.
Selvom der var mange besøgende, er der god plads i området. De fleste vælger at parkere ved den store p-plads ved Hjortøgaard, hvorfra man kan hoppe direkte på skiene.
Shelter 214 holder åbent søndag fra klokken 9 til 16, hvis man har brug for en pause og noget varmt at drikke.
DMI melder om frostvejr frem til onsdag, og måske endda længere, så der er tid til at nyde langrendsmekkaet på Flyvestation Værløse.
Området har stolte landrendstraditioner fra længe inden Flyvestation Værløse blev åbnet for offentligheden. Der blev enkelte år holdt officielle langrendsstævner på Baunesletten/Den Gamle Golfbanen og der var vintre, hvor der var preparerede løjper i Hareskoven.
1 kommentar til “Dejlige billeder – Flyvestationen er blevet langrendsmekka”
Pingback: Fantastisk skisports weekend i Danmark – Danmarks Skiforbund
Der er lukket for kommentarer.