Der skal arbejdes på Ballerupvej i seks måneder

Fra den 21. juli til 12. februar vil der kun være et spor åbent på en del af Ballerupvej.

I forbindelse med fjernvarmeudrulningen i Værløse var det tanken, at en stor del af arbejdet på Ballerupvej skulle finde sted i sommerferien, men det er udskudt til august og seks måneder frem.
Af Mikkel Kjølby
Fjernvarmeudrulningen i Værløse trækker ud. Arbejdet planlægges ud fra, at man vil genere bilisterne mindst muligt, men det er en vanskelig manøvre.
I den forbindelse var det planlagt, at hovedparten af gravearbejdet på Ballerupvej skulle finde sted i sommerferien, men sådan bliver det ikke.
Der arbejdes fortsat på Skovløbervangen, og man vil ikke lukke begge veje på samme tid.
Lige nu er der lukket for gennemkørsel på Skovløbervangen. Det ændres snart til prioriteret trafik, hvilket betyder, at der kun kan køres på én bane, og der skal gives plads til modkørende. Arbejdet afsluttes den 1. august 2025, hvorefter at trafikken på Skovløbervangen vil være normal.
Men så går det løs på Ballerupvej. Her begynder gravearbejdet den 21. juli og forventes afsluttet den 12. februar 2026.
Direktør for By & Kultur i Furesø Kommune, Claus Torp, forklarer:
– Hensigten med at ønske start tidligere har været at fremrykke processen og udføre så meget arbejde som muligt i en periode med reduceret trafikbelastning. Nu er den periode med arbejde i juli desværre reduceret til en uge, men det er alligevel vigtigt at sætte i gang i ferieperioden, da man på den måde skaber en roligere opstart, som i det mindste forbereder nogle bilister på, hvad der er i vente. Og i august vil Skovløbervangen være åben for trafik og kan derfor sammen med motorvejen delvist kunne aflaste Ballerupvej. Man skal dog ikke forvente glidende trafik på disse veje, idet bilerne her allerede i dag kører i kø i myldretiden, forklarer Claus Torp.
Ballerupvej er en hovedvej, som i myldretiden er meget presset, da mange skal på arbejde i Ballerups erhvervsområder.
Trafikken på Ballerupvej bliver ensporet og vil blive reguleret af trafiksignaler med styring, der sørger for at tilpasse varigheden af grønt lys efter, hvilken retning køen er længst.
– Der er ingen nemme løsninger med gode omkørselsveje, og kommunen beklager de gener arbejdet på Ballerupvej påfører bilisterne. Det er langtfra optimalt, og rådet er at tage hjemmefra i god tid eller alternativt at undgå bilkørsel til og fra København i myldretiden. Vel vidende at ikke alle kan finde tilfredsstillende løsninger, lyder det fra Claus Torp.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Der skal arbejdes på Ballerupvej i seks måneder”

  1. Undrer mig over at ‘spærringen’ af Skovløbervangen ved Grankrogen og Skovlystvej også opretholdes i weekender, og andre dage hvor der ikke arbejdes, når de eneste forhindringer er manglende asfalt og tre stakke køreplader.

Der er lukket for kommentarer.