Edvard Aas har droppet planerne om at stille op ved kommunalvalget i Furesø Kommune for Danmarksdemokraterne.
Af Mikkel Kjølby
Fristen for at indsende kandidatlister til kommunalvalget den 18, november udløb den 30. september kl. 12. På dette tidspunkt var der indkommet lister fra 12 partier og lister, men ikke fra Danmarksdemokraterne, som ellers havde bebudet opstilling af Edvard Aas som spidskandidat.
– Vi stiller ikke op denne gang, lyder det i en kortfattet kommentar fra Edvard Aas.
Partiet blev stiftet i 2022, da Inger Støjberg forlod Venstre. Allerede samme år opnåede partiet 8,7 procent af stemmerne og blev valgt ind i Folketinget med 14 mandater.
Edvard Aas er ligesom Inger Støjberg tidligere medlem af Venstre. Han bebudede i et interview med Alt Om Furesø, at han ville i byrådet for at gøre en forskel.
– Jeg vil ind i byrådet og forsøge at gøre en forskel. Danmarksdemokraterne passer meget godt med mine holdninger, derfor blev det dem, lød det fra Edvard Aas i interviewet.
Til gengæld dukkede Flemming Oppfeldt og Berit Torm i sidste øjeblik op med en kandidatliste for det nystiftede parti Furesørødderne. Dermed lander antallet af kandidater på 90. Det er mere end ved de to foregående valg i Furesø Kommune.
Så mange kandidater har partierne
Socialdemokratiet 16
Enhedslisten 12
Venstre 12
Konservative 10
SF 10
Radikale Venstre 7
Liberal Alliance 7
Furesørødderne 5
Dansk Folkeparti 4
Alternativet 3
Moderaterne 3
Lokallisten Bedre Borgerinddragelse 1







