
Gardian, det tidligere ParkZone, er valgt til at stå for driften af parkeringspladserne ved Farum Bytorv.
Allerede nu kan man møde servicevagter på parkeringspladserne ved Farum Bytorv, men selve ordningen med betalingsparkering træder først i kraft den 17. februar.
Fra den 17. februar er der 2 timer gratis parkering på Farum Bytorv. Har man brug for at parkere længere, betaler man pr. påbegyndt time. Furesø Kommune ejer parkeringspladsen ved Stavnsholtvej. Dades/NREP står for parkeringspladsen ved Paltholmvej. Begge har valgt den samme operatør. Det bliver Gardian, som tidligere var kendt under navnet Park Zone,
– Vi glæder os til at hjælpe Farum Bytorv med at regulere parkeringen og sikre, at der er plads til alle med et ærinde. Vores erfaring med at implementere kameraparkering er, at det giver gnidningsfri parkeringsoplevelser og at gæsterne er glade for de mange muligheder for at forlænge parkeringen, så der er tid til besøget, siger Ronen Leon, administrerende direktør i Gardian i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
– Vores vagter vil fokusere på, at pladserne udnyttes bedst muligt. Derfor vil der blive givet afgifter til biler, der ikke parkerer inden for stregerne eller holder på handicappladser uden handicapkort. Formålet med reguleringen er at skabe bedst mulig plads til bytorvets besøgende, lyder det videre.
Fakta
Parkeringsordningen kommer til at gælde alle dage mellem kl. 8 og 18.
Der er to timer gratis parkering. Har man brug for at parkere længere, skal man betale pr. påbegyndt time: 20. kr. for den første time efter de to timers gratis parkering, 25 kr. for time fire og 35 kr. for de efterfølgende timer.
Hvis man ikke betaler for parkering efter to timer, holder uden for bås eller parkerer på handicapplads uden handicapkort, kan man få en afgift. Den vil udgøre 910 kr.
Der vil være dobbeltafgift, hvis man holder uberettiget på en handicapparkeringsplads.
Ladepladser forventes etableret i løbet af sommeren.