Naturstyrelsen har kørt hugst af Douglasgraner i Store Hareskov og tyndet ud i rødgraner i Lille Hareskov.
Af Mikkel Kjølby
Om seks år må Naturstyrelsen ikke længere lave hugst af træer i de lokale skove. Til den tid træder forvaltningsplanerne for Urørt skov i kraft for Hareskovene, som også omfatter Jonstrupvang og Nørreskoven, mens forvaltningsplanerne for Ryget Skov og Farumskovene tidligere er vedtaget.
– 40 forvaltningsplaner har været i høring og er endeligt vedtaget. Fra nu af har vi seks år til at lave indgreb, efter det skal vi holde fingrene fra det. Nu starter stopuret, siger Mads Bisgaard, forstfuldmægtig med ansvar for Hareskovene.
Urørt skov handler om at bringe skovene tilbage til tiden, før de blev produktionsskov. I den forbindelse skal ikke-hjemmehørende træarter væk.
Sidste år blev der fjernet ahorntræer i Nørreskoven og i sidste uge blev der fældet Douglasgraner i Store Hareskov tæt på Skovbrynet Station samt i den nordøstlige ende af skoven ved Skovløbervangen.
– Vi har lige kørt hugst af Douglasgraner. Der er tale om en hel almindelig skovning af tømmer, som bliver solgt til nogen, som skal bruge det. Vi har ikke taget dem alle sammen. Vi gør det etapevis. Når man fjerner nogle af dem, bliver der mulighed for at andre træer kan vokse op, så det ikke bliver bart og kedeligt, når de alle sammen er væk, forklarer Mads Bisgaard.
Naturstyrelsen har også været i aktion i Lille Hareskov ved MTB-sporets populære attraktion Rutsjebanen.
– Ved Måløvvej har vi udført tynding af rødgraner. Vi har fældet de mindste rødgraner for at bevare de store træer og sikre, at de bliver stabile, så de ikke vælter i en storm. Vi kommer til at bevare en del rødgraner, fordi spætter og andre fugle har brug for dem, siger Mads Bisgaard.
Der kommer mere arbejde i Store Hareskov i næste uge. BaneDanmark har en entreprenør til at sikre banelegemet.
– BaneDanmark har lavet aftale med entreprenør om at fjerne opvækst som vil kunne genere jernbanen. Der vil blive fældet nogle få træer på vores område, det er risikotræer, som kan vælte, forklarer Mads Bisgaard.







