Efter 15 år – Lokalplan for udvidelse af Farum Bytorv vedtaget

Farum Bytorvs udvidelse: Illustration: Arkitema

Et flertal på 13 mod 8 bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Venstre i Furesø Byråd godkendte onsdag aften lokalplanen for udvidelsen af Farum Bytorv. Konservative stemte imod pga. udsigten til parkeringskaos. Enhedslisten og SF stemte imod af hensyn til klimaet.
Var det i 2010 eller 2008?
Borgmester Ole Bondo Christensen (S) nævnte årstallet 2010 som starttidspunktet for drøftelserne om en udvidelse af Farum Bytorv. Farums tidligere borgmester Lars Carpens korrigerede, da det efter hans opfattelse startede i 2008.
Under alle omstændigheder har en udvidelse været længe undervejs og voldsomt mange komplikationer har gang på gang udsat projektet. Men nu skulle den være ganske vis. Farum Bytorv bliver udvidet indenfor de næste 2,5 år.
Viceborgmester og udvalgsformand for Plan- og Byudvikling, Bettina Ugelvig (S) siger følgende i en pressemeddelelse.
– Skiftende byråd har arbejdet med en udvidelse og modernisering af bytorvet i årtier. Nu er der omsider udsigt til, planerne kan blive en realitet. Det er helt nødvendigt for at fremtidssikre bytorvet, så vi også i fremtiden har et attraktivt mødested i Farum, når vi skal handle, gå på café og få ordnet håret. Flere udvalgsvarebutikker vil få færre furesøborgere til at drage til Lyngby, Ballerup og Herlev for at handle ind. Samtidig vil boligerne give mere liv på Farum Bytorv, og det vil – sammen med det øgede butiksareal – fremtidssikre bytorvet som et attraktivt lokalt handelscentrum.
Vedtagelsen skete ikke uden sværdslag. Den konservative gruppe pointerede, at der vil komme til at mangle parkeringspladser.
– Dades har fået en rabat på 180 parkeringspladser. Der vil komme til at mangle parkeringspladser, siger Egil Hulgaard (K).
Bettina Ugelvig er ikke enig.
– Vi er meget opmærksomme på, at der skal være det tilstrækkelige antal p-pladser på og omkring bytorvet – både i byggefasen, og når udvidelsen står færdig. Vi har et godt samarbejde om dette med centerforeningen og med dem, der skal bygge og drive centret nemlig NREP og DADES. For at sikre gode P-forhold for de handlende indføres tidsbegrænset parkering. Det betyder, at de, der i dag parkerer hele dagen ved bytorvet, fordi de arbejder i nærheden, skal finde et andet sted at stille bilen. Her er vi i fuld gang med at finde gode alternativer. Allerede her i den travle juletid er der brug for, at man ikke optager en p-plads på bytorvet hele dagen, siger Bettina Ugelvig (S).
Hvad der helt præcis er aftalt med Dades og NRep om parkeringspladser ved kun byrådsmedlemmerne, da en såkaldt allonge til lokalplanen er hemmeligstemplet.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest