Enhedslisten vil stoppe uetiske investeringer i Furesø Kommune

Enhedslistens Øjvind Vilsholm vil have styr på kommunens investeringer. Borgernes penge skal investeres etisk korrekt, pointerer han. Foto: Kenneth Løvholt

Byrådsmedlem Øjvind Vilsholm reagerer på DK-nyts afsløring om, at Furesø og andre kommuners opsparede midler er investeret i våben, fossile brændstoffer og sortlistede selskaber.
Mediet DK-nyt offentliggjorde i slutningen af oktober en række artikler, hvor det fremgår, at en række kommuner – heriblandt Furesø – har investeret i værdipapirer i kontroversielle våben, fossile brændstoffer og sortlistede selskaber
Det er stærk kritisabelt, mener Enhedslistens gruppeformand Øjvind Vilsholm. Han har derfor bedt om en redegørelse for forløbet på onsdagens økonomiudvalgsmøde.
– Det er helt uacceptabelt, at kommunens penge investeres på en måde, der er i strid med vores investeringspolitik, erklærer Øjvind Vilsholm i en pressemeddelelse.
– Vi kan på ingen måde leve med, at vi lægger mange kræfter i at få gennemført masser af klimaforbedringer her i kommunen, og vi så samtidig investerer i virksomheder, der gør det modsatte, lyder det videre.
Øjvind Vilsholm har derfor bedt borgmesteren redegøre for, hvordan det kan gå til, at en del af kommunens penge angiveligt er investeret i strid med de vedtagne politikker. Han vil også vide om Furesø Kommunes formueforvalter er blevet gjort opmærksom på, at kommunens penge skal investeres på en etisk og samfundsmæssigt forsvarlig måde.
– Vi har jo vedtaget en investeringspolitik, som burde forhindre, at det her sker. Og hvis det skyldes, at vores kapitalforvalter bevidst ikke har overholdt de spilleregler, vi har udstykket, så må vi finde en anden kapitalforvalter, siger Øjvind Vilsholm.

Fakta:
Ifølge Mediet DK-nyt ejer Furesø kommune værdipapirer for 0,7 mio. kr. i selskaber, der producerer kontroversielle våben (atomvåben og våben med farligt hvidt fosfor). Det fremgår også, at Furesø Kommune ejer værdipapirer for 1,3 mio. kr. i selskaber, der udvinder og handler med fossile brændstoffer. Endelig fremgår det, at Furesø Kommune ejer værdipapirer for 4,4 mio. kr. i sortlistede selskaber.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *