FC Nordsjællands mulighed for at nå med i de europæiske turneringer fortonede sig i det fjerne med det uafgjorte resultat imod Brøndby.
Af Mikkel Kjølby
Inden hjemmekampen imod Brøndby havde cheftræner Jens Fønnskov Olsen fokus på den fortsatte mulighed for at kvalificere FC Nordsjælland til Conference League eller Europa League. Det kræver en tredjeplads eller en fjerdeplads, hvis FCK vinder pokalfinalen.
For FC Nordsjælland var det nødvendigt med en sejr over Brøndby IF, som bakket op med røg og damp fra deres fans startede bedst, men alligevel måtte se Sindre Walle Egeli bringe FCN foran efter flot kombinationsspil midt i banen.
Brøndby slog tilbage på et hjørnespark inden pausen. I starten af anden halvleg blev det 2-1 til Brøndby, men da Noah Nartey blev udvist, stod der FCN på de sidste 25 minutter. Indskiftede Stephen Acquah udlignede på sin første berøring – et fladt skud helt ude ved stolpen. Mere blev det ikke til.
FC Nordsjælland har dermed fem point op til Brøndby og Randers på tredje og fjerdepladsen. Der resterer to kampe.
FCN tager imod AGF og møder FCK i Parken i sidste runde.
Chancen for en plads i Europa er dermed meget lille.
FCN var med i Conference League-gruppespillet i sidste sæson og tjente som minimum 34,5 millioner kroner på turneringen. Det er formentlig en del af klubbens flotte overskud på 111 millioner kroner for regnskabsåret 2024.
Jens Fønnskov Olsen fokuserer på at få lukket sæsonen godt af. Til klubbens hjemmeside pointerer han fornøjelsen ved at spille med hjemmelavede spillere.
– Det betyder alt for os at kunne spille med vores egne akademispillere – 10 i alt i dag. Det er dét, vi arbejder for her i FC Nordsjælland. Det kommer til at skabe glæde i overmorgen, når jeg lige er kommet mig. Jeg kan ikke rose akademierne nok for det arbejde, som de laver – det er fantastisk. Vi er der ikke helt endnu, men hold da op et potentiale, der er i den her gruppe, siger Jens Fønnskov Olsen til fcn.dk







