Anne Sofie Kragh har lavet biografier og portrætter af en række store danske profiler. Nu er Hareskovborgeren selv blevet fokus for en større artikel i fagbladet Journalisten.
Af Mikkel Kjølby
Efter 25 års virke som portrætjournalist og biografier om Anders Fogh Rasmussen, Mette Frederiksen, Morten Messerschmidt og Prinsesse Benedikte og mange flere har Anne Sofie Kragh slået sit navn fast som en af landets bedste i faget.
Men hvordan får hun kendte og magtfulde mennesker til at smide paraderne og fortælle løs uden hæmninger?
Og hvad er det for en barndom og baggrund, som har formet fortællelysten?
Det løfter Anne Sofie Kragh sløret for i en større artikel i fagbladet Journalisten. Her kan man også høre om drømmen om at bo i Hareskovby og få tre drenge, hvilket gik efter planen og så det forjættede sommerhus, som ikke er blevet realiseret, fordi det er vanskeligere at tjene penge som freelancer, end Anne Sofie Kragh havde forestillet sig.
– Jeg har jo aldrig været en kommerciel succes. Jeg har altid tjent for lidt og solgt for lidt, fortæller hun til Journalisten.
Artiklen kommer også ind på en slags karriereskift. For Anne Sofie Kragh fik i foråret sit eget portrætprogram på Radio IIII.
’Et kapitel for sig’, er en podcast, hvor Anne Sofie Kragh inviterer en gæst i studiet og kommer ind huden på dem. Det er blevet et hit med op imod 100.000 lyttere hver uge.
– Det føles som et karriereskift, selv om jeg jo laver det samme, som jeg altid har gjort. I starten var det vildt angstprovokerende, men nu er det simpelthen så fedt, fortæller Anne Sofie Kragh til Journalisten.
Læs hele artiklen i Journalisten her: Gang på gang får hun magten til at åbne sig. Nu tager Anne Sofie Kragh os ind i sit værksted – Journalisten







